WARSZAWA: Reuters skriver, at den polske regering vil overveje at droppe veto mod EU-budget og hjælpepakke. Men det er ikke den officielle holdning.
Reuters skriver at Polen er klar til at droppe truslen om veto mod EU-budgettet frem til 2017, og den særlige corona-hjælpepakke. Reuters citerer den polske vicestatsminister Jaroslaw Gowin. Men den polske statsminister Mateusz Morawiecki sagde samme dag, at Polen vil nedlægge veto. Og det er fortsat den officielle polske holdning.
Minister uden opbakning
Udtalelsen fra Gowin skal derimod ses som en ny provokation mod PiS-formanden Jaroslaw Kaczynski og justitsminister Zbigniew Ziobro, der er leder af Solidarna Polska, som er en del af Forenet Højre-regeringen. De er begge stålsatte på, at hvis retsstats-mekanismen fastholdes, så skal der nedlægges veto. Også den ellers langt mere EU-venlige statsminister Mateusz Morawiecki siger det samme. Derfor taler den polske vicestatsminister Gowin på egne vegne.
LÆS OGSÅ: Gowin: Alle ved der ikke bliver valg den 10. maj
– Polen er klar til at droppe vetoet mod EU’s corona hjælpe-pakke, hvis EU-ledere tilslutter sig en erklæring om forbindelsen mellem EU-midler og retsstatsprincippet, sagde Polens vicestatsminister Jaroslaw Gowin torsdag til Reuters. Han mener også, at Polen sagtens kan klare sig uden EU-pengene, men synes det vil være dumt, når det nu er muligt at få dem.
Udtalelsen kommer efter, at Europa-Kommissionen meddelte, at EU-landene vil lave corona-hjælpepakke uden om Polen og Ungarn, hvis landene nedlægger veto.
Afgørende for regeringen
Gowin og medlemmerne af hans parti i Forenet Højre, er afgørende for Kaczynski-regeringens beskedne flertal. Hvis Gowin fastholder, at der ikke skal nedlægges veto, kan det kaste den polske regering ud i en ny krise. Det var også Gowin der forhindrede at præsidentvalget blev gennemført 10. maj, som planlagt. Stik imod regeringens ønsker. Regeringskrisen blev dengang løst ved en stor ministerrokade, der blandt andet har betydet, at der nu er syv ministre i statsministeriet. Gowin blev i maj fyret som vicestatsminister, men er siden blevet taget til nåde, for at holde på regeringens flertal i parlamentet.
EU-topmødet den 10. og 11. december vil vise, om det er Gowin, Kaczynski, Ziobro eller Morawiecki der kommer bedst gennem den historiske konflikt med EU og polakkerne.