Warszawa blev kåret til den region i EU med højest vækst på en konference for europæiske regioner og storbyer i Bruxelles. Foto: Iben Mølgaard Madsen, polennu.dk.
BRUXELLES: Regionen omkring Warszawa er den region, der har EU’s højeste vækst. Nye tal fra Euorstat viser, at polakker i hovedstaden tjener over gennemsnittet i EU.
Mazowieckie regionen, der blandt andet huser Polens hovedstad Warszawa, er blevet udpeget som den region med højest vækst i EU på en konference om EU’s regioner og storbyer i Bruxelles.
Ligger over EU-gennemsnittet
De nyeste tal fra Eurostat viser, at væksten pr indbygger fra 2008 til 2013 steg med 24 procent i og omkring den polske hovedstad.
Det betyder, at indbyggerne i den polske hovedstad i 2013 tjente over gennemsnittet i EU.
Højtuddannede og entreprenante
Formanden for De Europæiske Regioners Kommite Markku Markkula mener, at væksten i og omkring Polens hovedstad blandt andet skyldes, at Polen har et uddannelsessystem på højt niveau og en stærk og stigende entreprenør-ånd. Også nærheden til den tyske økonomi har haft betydning for væksten i området.
Store forskelle
Tallene fra Eurostat viser, at væksten er højere i de polske regioner, end gennemsnittet i EU, men at der er store forskelle mellem regionerne. I fem af de polske regioner tjente indbyggerne i 2013 stadig under halvdelen af gennemsnittet i EU.