
WARSZAWA: Oplev det prisvindende museum i Warszawas jødiske hjerte. POLIN museet forbinder det jødiske folks fortid og nutid gennem tusind år.
Er du på vej til Warszawa og mangler tips til, hvad du skal se, så kommer der her en stor anbefaling til det jødiske museum POLIN, som vandt Årets Museum i Europa i 2016. Polen summer af historie, og det gør sig ikke mindst gældende for den jødiske, som strækker sig helt tilbage til 900-tallet. Her mente jøderne, at Polen var det sikreste sted at være, efter at de blev forfulgt og fordrevet fra store dele af Vest- og Sydeuropa. I Polen fik de lov til at dyrke deres religion, og der blev lavet særlige rettigheder, som gjorde, at jøderne ikke kunne chikaneres.
(Fortsættes under)
POLIN – de første jøder
Navnet ”POLIN” stammer fra de første jøder, som kom til de polske skove, hvor de hørte fuglene kvidre ”Po-lin”, der på hebraisk betyder, ”her skal du bo”, eller ”her skal du hvile”. Det blev set som et tegn på, at jøderne endelig havde fundet deres hjemland efter mange års flugt.
Den største befolkning af jøder

Selvom museet handler om meget mere end Anden Verdenskrig, så er det alligevel et vigtigt stop på udstillingen.
Lige inden Anden Verdenskrig var Polen det land i verden med den største befolkning af jøder, og det ændrede sig på tragisk vis efter Holocaust.
Polen var et af de få lande, der ikke forfulgte jøder, som det skete mange andre steder.
Bygget på jødisk ghetto
Museet blev bygget i 2014 ovenpå på den tidligere jødiske ghetto på adressen Mordechaja Anielewicza 6, 00-157 i Warszawa. Ghetto blev udryddet i 1943 af tyske tropper.
(Fortsættes under)

Når man kalder området en ghetto, er det fordi, at man forvandlede det jødiske boligdistrikt under Anden Verdenskrig til et lukket område, hvor jøderne kun måtte bevæge sig rundt i.
De var udelukket fra resten af samfundet og levede under hårde vilkår. Livsforholdene kan man nu opleve i museets kælder, hvor man går i en gengivelse af ghettoen.
Det Røde Hav deler sig

Museumsbygningens form taler også meget ind i religionen. Indvendigt bevæger museets vægge sig som bølger og forestiller Det Røde Hav, der har delt sig i to, og i midten går en hvid bro, som man kan gå på, og som skal forestille at være det, der forbinder jødernes fortid med nutid.
Man kan vælge at betale for en guide, eller man kan begive sig ud i de otte store gallerier på egen hånd. Her kan du nemt bruge en halv dag.
En offentlig kulturinstitution
POLIN er en offentlig kulturinstitution og er den første offentlig-private partnerskabsinstitution af sin art i Polen og er oprettet af Kulturministeriet, Warszawa Kommune og Foreningen af Polens Jødiske Historiske Institut. I forbindelse med stiftelsen af museet bidrog den offentlige part med 180 millioner zloty, som er over 313 millioner danske kroner til opførelsen af museumsbygningen og dækker størstedelen af museets årlige budget. Det var foreningen af Polens Jødiske Historie, som kom på idéen med museet og var ansvarlig for udvikling og produktionen af kerneudstillingen. Takket være støtte fra donorer fra hele verden indsamlede foreningen 145 millioner zloty.
Museet udstillinger
Museet består som sagt af otte udstillinger, som er:
- ”Forest” (Skoven) er legenden om jødernes oprindelse, og hvorfor de kom Polen.
- ”First Encounters” (Første møder) er fortællingen om jødernes første møder med Polen mellem år 960-1500.
- ”Paradisus Ludaeorum” (Jødernes paradis) fra år 1569-1648 er fortællingen om jødernes liv inden Polen. I udstillingen kan man opleve en interaktiv model af Krakow, som var hovedstaden i det polsk-litauiske Commonwealth, samt nabobyen Kazimierz.
- ”The Jewish Town” (Den jødiske by) viser hverdagslivet i et shtetl mellem år 1648 til 1772, som var en by beboet primært af jøder. I udstillingen kan man besøge et af museets mest fotograferede steder, som er rekonstruktionen af hvælvet i træsynagogen Gwozdziec.
- ”Encounters with Modernity” (Modernitetens udfordringer) fortæller om, hvordan deling af byer mellem år 1772 til 1914 ændrede hele det jødiske samfunds liv. I udstillingen kan man deltage i en interaktiv quiz om, hvilket land man ville bo i, hvis man var i det jødiske folks sko. Her lærer man om massemigrationens historie.
- ”On the Jewish Street” (På den jødiske gade) oplever man den polske ånd, der herskede efter genvindingen af uafhængighed mellem år 1918 til 1939. Jøderne blev derefter fuldgyldige borgere, selvom de som mindretal ofte blev diskrimineret. I udstillingen udforsker man kulturlivet i denne periode i en biograf eller café før krigen.
- ”Holocaust”-udstillingen viser adskillelse og isolation, undertrykkelse, liv i dødens skygge og deportationer mellem år 1939-1945. Holocaust slog op til 90 procent af det jødiske samfund i Polen ihjel. I udstillingen kan man udforske dele af Ringelblum-arkivet, som er et vidnesbyrd om livet og døden for dem, der oplevede den forfærdelige periode.
- ”Postwar Years” (Efterkrigstiden) er den sidste udstilling og foregår fra år 1944 til i dag. Efter krigen var omkring 350.000 jødiske holocaust-overlevere tilbage i det hærgede Polen. På denne udstilling lærer man om det jødiske samfunds efterkrigshistorie og vejen til at bygge POLIN-museet.
Åbningstider
Museet er åbent mandag til søndag – med undtagelse af tirsdage – mellem klokken 10.00-17.00. Tjek dog hjemmesiden før dit besøg for at være sikker.
LINK: Polin Museum
(Fortsættes under)
Billetter:
Billetter kan købes på forhånd på museets hjemmeside:
LINK: BILLET – Polin Museum
-eller de kan købes i kassen på besøgsdagen. Om torsdagen er der gratis indgang til hoved udstillingerne og de midlertidige udstillinger. Andre dage koster en normalbillet 45 zloty. Der findes også nedsatte billetter, gruppebilletter og familie billetter. Du kan både låne en audioguide eller booke en guide. Tjek igen museets hjemmeside for specifik information.
Sådan kommer du til Polin Museum
Der er flere forskellige måder at komme til POLIN-museet på.
- Af busser kan du tage 111 og 180. Stoppestedet hedder Nalewki-Muzeum og er 200 meter fra museet.
- Af sporvogne kan du tage 18, 15 eller 16. Stoppestedet er Miranów og er 500 meter fra museet.
- Du kan tage metroen til Ratusz Arsenał station, som ligger cirka en kilometer fra museet.
- Fra Warszawa Centralna station kan du tage sporvognene 17 og 33 i retning af Zoliborz og stoppe ved Anielewicza.
- Fra Chopin Lufthavn kan du tage bus 175, hvor du skal skifte til sporvogn ved Warszawa Centralna station, eller bus 188, hvor du skal skifte ved GUS-stoppestedet til sporvognene 17 eller 33.
Parkering
I weekenderne kan besøgende benytte museets parkeringsplads på Anielewicza Street gratis. I løbet af ugen er der mulighed for parkering i de udpegede betalingsparkeringszoner.
Busser kan parkere i 15 minutter på Anielewicza Street på den anviste parkeringsplads. Der er ingen parkering for busser ved museet, så efter dette tidspunkt skal man køre hen til en anvist parkeringsplads.
Fly til Warszawa
Fra Danmark kan man dagligt flyve direkte til Warszawa fra lufthavnene i Billund og København.
God fornøjelse!
Rebecca Rønnest Storgaard Madsen, polennu.dk

