Wieliczka-minen byder på store oplevelser under jorden

    wieliczka-kingas-kapel

    Wieliczka-saltminen er fyldt med storslåede steder. Ikke mindst Kingas Kapel imponerer gæsterne. Foto: Bjarne Jensen, polennu.dk


    WIELICZKA: I mere end 600 år blev der hentet salt op fra minen i Wieliczka. Nu er den en af de største turistattraktioner i Polen.


    En af Polens største turistattraktioner ligger i Wieliczka, nogle kilometer uden for Krakow. Den rager ikke op, som så mange andre seværdigheder gør. Tværtimod. Dele af den ligger mere end 100 meter under jorden.

    Turen ned i Wieliczka-saltminen begynder ad 378 solide trætrin ned i en skakt, og så begynder vandringen rundt i de cirka tre kilometer minegange, som er åbne for turister. Det svarer til omkring én procent af hele minen.

    Hold jer til mig

    – Hold jer til mig, siger guiden med et venligt, men bestemt smil. Spontan udforskning af de minegange, som flere gange som sideveje til den officielle rute, er ikke tilrådeligt. I de mere end 600 år minen fungerede, gravede, hakkede og borede minearbejderne næsten 300 kilometer gange ud.

    Salt fra fortidshav

    Engang var området, hvor Wieliczka ligger, del af et hav. For omkring 14 millioner år siden hævede havbunden sig, vandet fordampede og saltet blev tilbage. Senere blev saltet blandet med andet geologisk materiale.

    Saltet er ikke i en stor klump, men ligger spredt i større eller mindre forekomster i undergrunden. Når minearbejderne fandt sådan et gigantisk saltstykke, huggede de saltet ud indtil kun en tynd skorpe var tilbage. Den skulle være tyk nok til, at minekammeret, som man kalder de udhulede saltklumper, ikke styrkede sammen.

    Mens minen var i drift, blev omkring 2.500 kamre hugget ud, og turisternes tur rundt i minen går mellem en række af kamrene. Flere af dem er storslåede rum med en højde på op til 35 meter fra bund til loft.

    Sagnet om Kingas ring

    I et af de første kamre, de kommer ind i, møder de besøgende nogle af de skulpturer, som er en af attraktionerne i Wieliczka-saltminen.

    – Husk, at alt, hvad I ser, er hugget ud i salt, siger guiden.

    En af figurerne er en mand med stort skæg, der knæler foran en kvindeskikkelse. Kvindefiguren forstiller Kinga, en ungarsk prinsesse, som ifølge et gammelt sagn skulle giftes væk til den polske fyrstesøn, Boleslaw den Rene.

    Inden hun forlod sit hjemland, tog hun sin forlovelsesring og kastede den i en saltmine. Da hun kom til Polen pegede hun på et bestemt sted på jorden og befalede, at der blev gravet. Snart stødte man på salt, og i den første klump, der blev gravet op, lå Kingas ring.

    Salt skabte Krakow rigdom

    Der er dog en anden og lidt mere jordnær forklaring på, hvorfor man begyndte at grave efter salt i Wieliczka. Ruten gennem minegangene fører forbi et panorama med figurer, der forestiller stenalderfolk.

    Allerede i stenalderen brugte mennesker salt fra Wieliczka. Ikke ved at grave det ud, men ved at inddampe vand, som strømmede op fra den salte undergrund.

    Først i det 13. århundrede begyndte minedriften i Wieliczka, og det lagde grunden til byens Krakow rigdom og storhed. Krakow var centrum for handel med salt, som på den tid var nødvendigt, blandt andet til konservering af mad, og derfor yderst værdifuldt. På et tidspunkt udgjorde indtægterne fra minen en tredjedel af det polske statsbudget.

    I 1996 sluttede udvindingen af salt, fordi den forholdsvis bekostelige minedrift ikke længere kunne betale sig.

    Minegange fra Krakow til Warszawa

    I alt 300 kilometer minegange forbinder kamrene. Det svarer til afstanden mellem Krakow og Warszawa.

    Tykke træstolper understøtter loftet i minegangene. Nogle af dem ser helt friske ud, og det kan de også være, for træ er stadig det bedste materiale at bruge til at sikre, at minegangene ikke skvatter sammen.

    Jern og stål er ikke brugbare materialer. Metallerne bliver hurtigt tæret af saltet i luft og vand. Fyrretræ er meget bedre. Det er blødt 0g fleksibelt, og så kan det opsuge det salte vand, der er i minen.

    Guiden banker med knoerne på en stolpe. Den er helt hvid og stenhård.

    – Det er fordi, den er helt mættet med salt, forklarer hun.

    Der blev brugt store mængder af træ i minen, og tømrere havde faktisk ligeså stor betydning for driften som minearbejderne.

    Underjordisk hestearbejde

    Arbejdet i minen var hårdt, til tider farligt, men også vellønnet. Et af minearbejdernes privilegier var, at de hver dag kunne tage en håndfuld salt med hjem og sælge den.

    – Jobbet gik i arv fra far til søn. De tjente så meget, at de kunne lønne en anden mand for at passe deres jord, fortæller guiden.

    Det var ikke kun mennesker, der arbejdede i minen. Heste var også en del af minedriften. Inden der kom mekaniske tog, trak de vogne med salt og andre materialer, der skulle flyttes, for eksempel i forbindelse med anlæg af minegangene. De gik også rundt og rundt i trædemøller, der transporterede salt op ad minen.

    Dyrene blev født under jorden og levede dernede, indtil de var for gamle til at yde nok. Så blev de løftet op og levede deres sidste år på jordens overflade.

    Den sidste hest, Basia, forlod minen i 2002 i en alder af 16 år.

    Soldater blev kvalt under båd

    Den underjordiske tur fører gennem det ene mere imponerende kammer efter det andet. Nogle har navne efter kendte polakker, som astronomen Nikolai Kopernikus eller komponisten Frederic Chopin.

    Den polske statsmand og marskal Jozef Pilsudski har også fået et kammer opkaldt efter sig, og til det knytter sig en særlig og uhyggelig historie. Kammeret rummer en af de underjordiske søer, som der er flere af i Wieliczka-minen.

    Vandet i søerne er mættet med salt, og det er derfor umuligt at dykke ned i det. Det blev skæbnesvangert for en gruppe preussiske soldater, som i 195 kæntrede med en båd ude på vandet. Båden vendte rundt og soldaterne blev fanget inde under den. De kunne ikke flyttebåden, men heller ikke dykke ned under den i det saltmættede vand, så de blev langsomt kvalt.

    Storslået kapel

    Der er mange storslåede steder i minen, men et af kamrene er særligt overvældende. 101 meter under jorden træder man ind på en balkon og har udsigt over Kingas Kapel.

    Alt i det enorme rum er skåret ud af salt: Skulpturer, relieffer, lysekronernes krystaller, ja selv fliserne på gulvet.

    Tre mand står bag de meste af udsmykningen. For omkring 100 år siden brugte brødrene Jozef og Tomasz Markowski sammen med deres kollega Antoni Wyrodek en stor del af deres fritid på at skære dekorationerne ud. De var selvlærte kunstnere, men resultatet af deres arbejde er imponerende.

    Kingas Kapel er fortsat i brug til gudstjenester og koncerter. Akustikken er fremragende i det store saltkammer.

    Over en million gæster

    Kapellet er et af de steder, hvor der er ophold på turen. Turisterne går i nogle minutter rundt på egen hånd, beundrer detaljer og tager billeder. Samtidig giver det guiderne en mulighed for at regulere afstanden mellem de enkelte grupper.

    Wieliczka-saltminen er en af Polens største turistattraktion med over én million gæster om året, og nogle steder kan pladsen føles lidt trang, hvis grupper kommer for tæt på hinanden i en af minegangene. Det er åbenbart ikke alle guider, der har lige meget at fortælle.

    Vores guide ser ung ud og er ganske køn, men med et drilsk smil på læben siger hun:

    – I virkeligheden er jeg over 100 år, men på grund af det sunde mikroklima i minen, holder jeg mig godt.

    Alle, der hører den, griner af vittigheden, og angiveligt rummer den nogen sandhed. Wieliczkas saltholdige luft er godt for åndedrættet og helbredet generelt, og minen har en helseafdeling, hvor mennesker med astma, allergi og luftvejslidelser kan få behandling.

    Guider af høj standard

    Bedømt på de to besøg, som polennu.dk’s underjordiske medarbejder har aflagt i Wieliczka, virker standarden af minens guider i øvrigt til at være temmelig høj. Begge guider var vidende og dygtige til at formidle både fakta og anekdoter.

    Wieliczka-saltminen gør tilsyneladende en del ud af at udvælge og uddanne de guider, som fører turisterne rundt under jorden. Oplæringen omfatter også evakuering, fortalte den ene guide.

    Opstigning i trangt elevatorbur

    Turist-ruten slutter 135 meter under jorden i Drozdowice-kammeret, hvor man kan spise i Minearbejdernes Taverna, inden turen går op til overfladen igen.

    Opstigningen er i sig selv en oplevelse. Guiden giver strenge instrukser om, at man ikke selv prøver at finde elevatoren, og det er en god ide at lade føre. Turen går gennem lange, gange inden man når frem til stedet, hvor elevatorerne stiger op. Alt efter deres størrelse bliver 8-10 mennesker stuvet ind det lille bur, som med knagen og knirken sætter i gang og løfter en op i dagslyset.

    Den underjordiske sightseeing tager et par timer, men det er absolut værd at bruge tiden på. Wieliczka-saltminen kom i 1978 på den første UNESCO-liste over verdensarv, og det er et helt særligt sted.

    Arrangeret eller på egen hånd

    Fra Krakow er det let at komme ud til minen. Utallige små og store turarrangører tilbyder færdige pakker med transport fra hotellet til og fra minen, samt entrebillet inkluderet.

    Man kan også sagtens tage derud på egen hånd.

    Fra tidlig morgenen til sen aften kører der to tog i timen mellem Krakow og Wieliczka. Prisen er kun nogle få zloty. Entrebilletterne til minen kan man købe på stedet eller forskellige steder i Krakow.

    Læs mere på Wieliczka-saltminens hjemmeside (engelsk)