X-factor dommer atter klar til dansk turne

    polsk_x_factor_dommer

    Czeslaw Mozil har dansk-polsk baggrund, og mest kendt som X-factordommer og debattør i Polen. Arkivfoto.


    KØBENHAVN: Den polske X-factor dommer, provokatør og musiker Czeslaw Mozil, der har tilbragt sin opvækst i København, kommer på dansk turne med tre koncerter.


    I denne uge kommer den populære polske X-factor dommer, provokatør og musiker, Czeslaw Mozil til Danmark og giver debat-koncerter fredag aften i Aarhus, lørdag eftermiddag i Aalborg og søndag eftermiddag i København.

    I nyt hovedbibliotek

    I Aarhus gennemføres koncerten i det nye hovedbibliotek der blev indviet ved Aarhus Havn i maj, i Aalborg finder koncerten sted i Trekanten i Aalborg Ø, og i hovedstaden spiller den polske X-factor dommer med sit band i Arbejdsmuseet ved Nørreport station.

    LÆS MERE
    Eksternt link: Koncertplan Czeslaw Mozil

    Med band

    Czeslaw Mozil kommer til Danmark sammen med sit band Czeslaw Spiewa, der er et meget stort navn i Polen, og hvis seneste udgivelse om polakker på udvandring har skabt stor debat i Polen. Czeslaw synger på polsk, men introducerer sangene på dansk i de tre danske byer. Publikum vil derudover kunne støtte sig til foldere, hvor arrangøren har oversat flere af sangteksterne.

    Polsk vandring

    Det er da også polsk vandring der er temaet for de fire besøg, og trods koncerten vil der også være tid til en times debat under overskriften: Hvem er de polske indvandrere – og hvordan bliver det danske arbejdsmarked påvirket af vandringen? I hver af de tre byer er det forskellige danskere og polakker der deltager i debatterne. Blandt debattørerne er blandt andet formanden for polakkerne i Danmark, Roman Smigielski og Polens-kender Jacob Lolck hjælper til med oversættelserne.

    Populært band

    Det polske band Czeslaw Spiewa har en halv million fans på deres Facebook fanside. De har dedikeret deres seneste og kommende to udgivelser til at debattere livet som emigrant. Og emnerne er følelser af håb og skuffelse, vrede og glæde, savn og splittelse, de elementer som efter orkestrets mening ligger i en emigrants sind.

    Dansk-polsk

    Bandets forsanger Czeslaw Mozil er selv emigrant, og balancerer mellem to kulturer og identiteter, den danske og den polske. Resten af bandet består af danske musikere, men bandets største succes er i Polen, hvor de er et meget kendt band. Bandbesætning: Czeslaw Mozil: Vokal, Martin Bennebo: Piano og kor, Hans Find Møller: Guitar og kor samt Marie Louise von Bülow: Bas og kor

    Til København som 5-årig

    Czeslaw Mozil blev født i 1979 i den sydpolske by Zabrze. Som 5-årig flyttede han med familien til Danmark, hvor de bosatte sig i København.
    Her gik han i folkeskole og gymnasium, inden han afsluttede sit uddannelsesforløb på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han spillede på Roskilde Festivalen i det tragiske år 2000 sammen med Tesco Value og de var med på festivalen igen i 2002.

    Hjem til Polen

    Som 28-årig tog Czeslaw Mozil tilbage til Polen for at hellige sig musikken og en solokarriere. Hans debutalbum Debiut røg ind som nummer 1 på den polske hitliste (OLiS), og i 2010 udgav han albummet Pop, der opnåede en anden plads på den polske hitliste. Hans tredje album kom året efter, og hans seneste udgivelser er et livealbum fra efteråret. For tre år siden blev han dommer i den polske udgave af X-factor på TVN, og har deltaget i fire sæsoner.

    DEO står bag

    Det er oplysningsforbundet DEO, der står bag arrangementer i samarbejde med lokale aktører. DEO’s formål er at fremme debat og oplysning om EU, ud fra en demokratisk tankegang arbejder oplysningsforbundet for at aktivere flest muligt i en alsidig og fordomsfri debat om det europæiske samarbejdes indhold og rammer.

    En gang til

    Koncerterne skulle have været gennemført i april, men Czeslaw Mozil måtte aflyse på grund af dødsfald i familien. I denne uge er han klar i Aarhus, Aalborg og København.

    LÆS MERE
    Eksternt link: Oplysningsforbundet DEO