Mindstelønnen stiger – virksomheder forlader landet

Mindstelønnen steg i Polen mandag til cirka 7.400 danske kroner per måned. Cirka 3,1 millioner arbejdere i Polen er omfattet af mindstelønnen. De stigende lønninger får nu flere udenlandske virksomheder til at flytte ud af Polen. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.

WARSZAWA: Mandag steg mindstelønnen i Polen til 4.300 zloty – eller 7.400 danske kroner om måneden. Internationale virksomheder forlader landet.


Mindstelønnen i Polen er fra i dag 28,10 zloty i timen, eller mindst 4.300 zloty om måneden – et beløb der på dagen svarer til 7.425 danske kroner. Det er anden gang i år, at mindstelønnen – som cirka 3,1 millioner arbejdere i Polen er omfattet af – stiger, skriver det polske nyhedsbureau PAP.

Men selv om mindstelønnen fortsat ligger langt under niveauet på f.eks. det danske arbejdsmarked, så har det alligevel fået flere store internationale virksomheder til at flytte fra Polen og til steder med billige arbejdskraft.

Virksomheder flytter ud af Polen

Mindst otte udenlandske virksomheder, der opererer i Polen, har i år meddelt, at de har flyttet produktionen eller en del af den til udlandet. Blandt dem er Michelin, der lukker produktionen af lastbildæk i Olsztyn, og derudover handler det om ABB (Aleksandrów Łódzki), Infosys (Poznań), Schwarte Group (Olsztyn), NatWest, TE Connectivity (Nowa Wieś Lęborska) Lear Corporation ved Włocławek og Yazaki Polska flytter fra den polske by Mikołów.

Virksomheder opgiver Polen til fordel for nye fabrikker i Nordafrika; primært Marokko og Tunesien. Og de som vælger lande i EU, flytter til Bulgarien, Rumænien eller Kroatien, hvor lønningerne er lavere end i Polen.

(Fortsættes under)

Polens regering vil hæve mindstelønnen næste år

Mindstelønnen og høje omkostninger

Ifølge Karolina Wystota, der er analytiker for money.pl, så er det de stigende lønomkostninger der er baggrunden. I løbet af de sidste to år er mindstelønnen steget med 40 procent, hvilket betyder, at flere og flere virksomheder ikke er i stand til at dække deres omkostninger. De høje og stigende energipriser spiller også en rolle, sammen med den stærke polske zloty, der gør det svært for udenlandske virksomheder at skabe indtjening i Polen.

Der ventes yderligere stigninger i mindstelønnen fra årsskiftet til 2025.

Polens regering enig om at hæve mindstelønnen

Mindstelønnen hæves?

Hos polennu.dk håber vi også på en mindsteløn, for vi har fravalgt en betalingsmur til vores indehold, for vi vil så gerne udbrede kendskabet til Polen mest muligt. Du kan støtte os i det arbejde med et valgfrit engangsbeløb via MOBILEPAY 23435905 eller direkte til vores bank: Danske Bank: 4315 – Konto: 0012245351. Det vil være en stor hjælp! På forhånd, tak!