polennu.dk er en uafhængig dansk netavis, der bringer daglige nyheder året rundt om Polen og polakkerne på dansk.
polennu.dk er et 100 procent dansk ejet medie, der ikke er underlagt statslige, erhvervsmæssige eller andre særinteresser. Vi gør os umage for at være et objektivt og troværdigt medie, og vi arbejder under den danske Medieansvarslov, hvilket blandt andet betyder at vi er tilmeldt Pressenævnet i Danmark, så der kan klages over vores indhold.
polennu.dk leverede den første nyhed, den 17. oktober 2008, og anses for at være danskernes foretrukne kilde til nyheder og informationer om Polen. Læs om de første ti år med polennu.dk nederst på siden.
Udgiver: Foreningen Polen Nu
Chefredaktør: Jens Mørch
Slagelsegade 14 K
DK-2100 København Ø.
CVR 45 17 15 23
Historien om polennu.dk
10 års jubilæums tekst.
I dag er det ti år siden (17.oktober 2018), at den første nyhed om Polen på dansk var at finde på polennu.dk. Vi har i dagens anledning kigget lidt tilbage i tiden, og set nærmere på hvad der satte det hele i gang.
Det var faktisk de etablerede store danske mediekoncerner, der indirekte var årsagen til at polennu.dk for ti år siden i dag, så dagens lys for første gang. Det var på et tidspunkt, hvor de fleste bladhuse kørte en vanvittig og opslidende krig mod hinanden for at sikre sig annoncørerne på gratisavismarked. Den gang kunne man dårligt nok gå forbi et gadehjørne i de store byer i Danmark, uden at blive præsenteret for en vifte af aviser som blev uddelt på centrale steder med mange mennesker eller cykler. – I en tid med digitalisering og globalisering satsede landets mediekoncerner på en forældet og ikke særlig grøn vision, syntes vi. Og det gik også som det kunne forudses. Det lykkedes nemlig de flest bladhuse eller mediekoncerner, at tømme eller gøre et voldsomt indhug i deres pengetanke på grund af den fejlslagne mediekrig.
Ægteskabstilbud online
På samme tidspunkt var det stort set umuligt at opdrive informationer på internettet om Polen på andet end polsk, og skulle man alligevel driste sig til at gøre forsøget og søge under ordet: Polen – så var det kun ægteskabstilbud og tandlægerejser der poppede op. Med disse ting i mente, og med et brændende ønske om at øge danskernes kendskab til polakkerne og Polen – blev polennu.dk en realitet. Fra dag eet tilmeldte vi os frivilligt Pressenævnet, så der kan klages over vores artikler, og vi har dermed underlagt os den danske Medieansvarslov. Trods vores store polske entusiasme, er og bliver polennu.dk et dansk medie med danskere som målgruppe. Vi fik dengang fortalt, at vi var verdens første uafhængige bilaterale nyhedsmedie. Om det er rigtigt ved vi ikke, men det lyder da meget godt.
En anden verden
Hvis nogen tror, at vi blot kan oversætte fra polske medier til dansk – så tror man helt forkert. At afkode polske medier til danske forhold er lidt af en udfordring. Den polske form for journalistisk er også på mange områder langt fra den danske. I polske medie kan man ofte læse en historie, der primært er baseret på følelser, mere end på sagligt og konkret indhold. De polske medier er også opdelt, som aviserne var i Danmark op til årtusindeskiftet – eller dengang hver større provinsby havde en socialdemokratisk, radikal og eller liberal/konservativ avis.
Når det ikke er historier der alene er baseret på vores eget kildenetværk i Polen, så skal vi ofte tjekke oplysningerne i flere medier, for at vurdere om indholdet er korrekt eller vinklet retvisende. Det har altid været en stor udfordring at gøre Polen og polske adfærd forståelig med danske øjne – og udfordringen er ikke blevet mindre, efter at Kaczynski kom til magten i 2015. Siden da er de statskontrollerede medier virkelig blevet regeringskontrolleret, og alt hvad der tidligere kunne minde om lidt af et armslængde-princip, er nu skåret helt væk. De statskontrollerede medier manipulerer og bringer falske nyheder uden at blinke. Det er en sørgelig kendsgerning. De frie medier – hvoraf mange er tysk-ejet – betegnes som fjender af Polen af styret. Snart kommer der yderligere restriktioner for medier med udenlandsk kapital.
Vores journalistik har også adskilt fra den sædvanlige danske, da vi mener at have en yderligere forpligtelse til at forklare de særlige forhold og forskelle der gør sig gældende mellem Danmark og Polen. Og det er alt lige fra sjove traditioner, religiøse højtider til helligdage der er helt ukendt for danskere. For slet ikke at tale om hele det politiske spektrum.
Røde faner giver dårlige minder
Det går nemlig helt galt, når man forsøger at sammenligne danske politiske partier med de polske. Det er en umulig opgave. Den store afgørende forskel på de to landes partier, er at de sociale værdier, som vi traditionelt i Danmark kender fra arbejderbevægelsen – eller den venstre side af salen om man vil – så er de samme værdier i Polen deponeret i den katolske kirke. Derfor spiller kirken i Polen også en særlig rolle. Kirken har for polakkerne altid været det eneste sikre holdepunkt i livet, og af mange gode historiske grunde. Frem til 1989 kunne polakker ikke mødes frit andre steder end i kirken. Og taler man om 1. maj og røde faner i Polen – så løber det koldt ned ad ryggen på de fleste ældre polakker. For den slags forbindes af de fleste med den kommunistiske besættelse, mord, folk der forsvinder – og alle de andre ting der kendetegner en effektiv politistat bag Jerntæppet. Forskellene mellem vores lande er mange – og kendskabet til polakkerne i Danmark er desværre ofte bygget på fordomme og forestillinger fra en grå fortid. Vi ser det som vores vigtigste opgave at give et retvisende billede af Polen og polakkerne; Ikke et glansbillede og ikke et fordomsfuldt – men et korrekt og retvisende billede af polakkerne og Polen.
I stormvejr
Den viden som teamet omkring polennu.dk gennem årene har opbygget, er da også blevet flittigt brugt af andre danske og udenlandske medier. Nogle af de oplevelser skiller sig ud fra andre. Den første store sag, hvor polennu.dk for alvor kom ud i lidt af et stormvejr, begyndte en lørdag morgen i 2010.
Smolensk
Polens præsident Lech Kaczynski og 95 andre højtstående polakker var styrtet ned med præsidentens fly i Smolensk i Rusland. Alle ombordværende var frygtet omkommet, og hele verden havde fokus rettet på den tragiske ulykke. Præsidentflyet var på en uofficiel rejse til Katyn, hvor cirka 22.500 højtstående polakker var blevet henrettet af Den Røde Hær i 1940. Det var 70 års dagen der skulle markeres uofficielt, men præsidenten og hans indbudte gæster nåede aldrig frem. Alle omkom og det udløste en uges landesorg i Polen. Dengang sagde vi, at kun en ting nu var vigtigt; nemlig at de polske og russiske myndigheder kom med samme udlægning af forløbet, da konspirationsteorierne ellers ville få frit løb. Men det var en farlig ting at sætte i omløb. Polakkerne er af gode grunde et traumatiseret folk, og mistillid til russerne efter 50 års gru med undertrykkelse, misinformationer og diktatur kunne nemt give næring til onde kræfter, om at der kunne være andre årsagen til ulykken end de faktiske omstændigheder. Det var nemlig helt vanvittige, at piloten forsøgte – under pres oppe fra – at lande flyet på en dårlig udrustet nedlagt militær lufthavn og i tæt tyk tåge. Flyet var flere gange blevet bedt om at lande i Minsk, men nogle i flyet tvang piloten til at gøre et nyt forsøg på at lande. Det blev fatalt.
Vores advarsel om konspirationsteorier for otte år siden, fik vi mange tæsk for – og reaktionerne var voldsomme. Det er i sådanne situationer man bliver mindet om, at mange sår ikke er helet i det omtumlede Polen – eller Rusland for den sags skyld. Og man bliver endnu engang mindet om, at man ikke lige kan sammenligne problemerne med nogen danske. Vi blev da også hængt voldsomt ud i danske, polske og russiske medier – og blev beskyldt for at vi ville ødelægge det gode polsk-russiske forhold. Det var nonsens, at flystyrtet ville føre til konspirationsteorier, blev vi dengang belært om alle steder fra.
Konspirationen fortsætter
Den gang var der faktisk et rigtig godt forhold mellem Warszawa og Moskva – trods den bitre fælles forhistorie. Men tiden har vist, at det desværre er gået som vi dengang forudsagde eller frygtede. Polens nuværende stærke mand Jaroslaw Kaczynski – tvillingbror til den afdøde præsident – mener fortsat, at der var tale om et attentat mod flyet. En påstand som utallige gange er modbevist af alverdens eksperter. Konspirationerne fortsætter på uformindsket styrke – på ottende år – og det nye polske regime har endda nedsat en særlig Smolensk kommission, der har til formål at finde alle mulige andre forklaringer på ulykken end de faktiske omstændigheder. Yderligere har den polske ledelse valgt at bryde gravfreden, og er i gang med at opgrave stort set alle de omkomne igen, til en ny obduktion. Sagen har også betydet, at polennu.dk måtte en tur i Pressenævnet, men det gjorde ikke ondt. Men måske er det alt sammen ligegyldigt. Halvdelen af polakkerne tror alligevel ikke på, at de nogensinde får den fulde sandhed om hvad der skete den tågede april morgen i Smolensk for otte år siden.
Donald Tusk eller Helle Thorning-Schmidt?
Men det er langt fra den eneste gang, at polennu.dk har stået i meget lav kurs. En anden gang var da EU skulle finde sin første præsident. I slutspurten var der to kandidater tilbage: Statsminister Donald Tusk, Polen og statsminister Helle Thorning-Schmidt, Danmark. Det endte som bekendt med, at det var Donald Tusk der trak det længste strå. Den dag var polennu.dk repræsentanterne blandt de få, der syntes at valget af Donald Tusk var en god ide. Det kom også til udtryk, da redaktøren skulle optræde hos en af landets førende public service-tv-stationer. Det var tydeligt at folkene på redaktionsgangene var nedtrykte over, at EU ikke fik en kvindelig dansk præsident. En af husets medarbejdere udbrød endda, at nu skulle vi vel alle sammen til at gå i kirke om søndagen, når det nu var en fra det katolske Polen der var blevet valgt. Nogle kommentatorer og studieværter valgte af ukendte årsager endda at udtale Donald Tusk som Donald To’sk (som torsk, red.), selv om hans navn er ligeså nemt at udtale på dansk som dusk eller busk. Den polske statsminister kom også under anklage, da rygterne sagde at den nye præsident overhovedet ikke kunne engelsk. Redaktøren for polennu.dk kunne med sindsro oplyse, at det for det første ikke var sandt, og at det i øvrigt nok også er klogere at få en præsident der kendte til russisk – end nogen der var perfekte til engelsk – ”dem har vi nok af i forvejen”. Bemærkningen og roserne til EU-lederne for valget af Donald Tusk fik dengang mange danskere til at opfatte redaktøren som en landsforræder. Det gav mange frustrerede reaktioner fra mange landsmænd m/k. Og ikke nok med det, så var det også utrolig dårlig timing, da redaktionslokalerne samme dag blev oversvømmet. Det er ikke altid nemt at stå midt mellem to stærke nationer – og slet ikke når man står i vand til knæene. Til gengæld går det nemmere når det handler om sport. Når vi bliver spurgt hvem vi holder med, så er svaret enkelt: Dem i røde og hvide farver. Så skulle man være helgarderet.
Polakker er som danskere?
En anden anderledes og noget overraskende oplevelse, var da LO’s Ugebrevet A4 ringede for at få en kommentar. De havde gennemført en undersøgelse der viste, at polakkerne var næsten lige som danskerne. De boede i huse og lejligheder, havde samme vaner som danskerne, have børn og nogenlunde samme interesser som danskere. For journalisten var det en stor overraskelse, og overrasket blev han på ny da vi ikke var overrasket. Det kunne vi af indlysende grunde ikke være – polakker og danskere har mange ting til fælles, trods forskelle. Polakkerne går mere i kirke end danskere, men til gengæld har polakkerne ikke samme tradition for foreninger og organisationer som vi har i Danmark. Men opringning siger noget om, hvor meget fordomme og andre spøgelser stadig hærger efter snart 15 års medlemsskab af EU. Det var en af de dage, hvor vi satte spørgsmål tegn ved om vi egentlig havde gjort vores arbejde godt nok, når en sådan undersøgelse kunne overraske. Ugebrevet A4 hører dog trods alt til i kategorien af de mere oplyste og seriøse medier i Danmark, trods en afsender med et klart formål.
Den mest læste
Om britiske The Sun hører til blandt de seriøse medier, er en smagssag, men et er sikkert: The Sun følger som mange andre medier naturligvis polennu.dk. Den britiske redaktion havde fundet en sjov historie hos os om en død polak, der alligevel ikke var død. Og de gav polennu.dk kredit for historien. I den periode kunne polennu.dk besøgstallene formentlig have imponeret selv de allerstørste mediehuse i Danmark. Årsagen var enkel. Kollegerne på The Sun havde været så flinke at linke til kilden til deres historie – nemlig polennu.dk. Dermed blev den lidt skøre historie, den mest læste på polennu.dk nogensinde. Selv her kan vores øvrige historier om Robert Lewandowski, Lech Walesa eller Donald Tusk slet ikke følge med i antallet af læsere.
MEST LÆSTE/ALLE
polennu.dk: Død polak gik fra lighus
I kategorien Danmark – er den mest læste artikel om polakker i Danmark, der strejkede for tre år siden sammen med store dele af Polen i protest mod en ny abortlov. Loven blev taget af bordet igen ovenpå få dages demonstrationer og strejker. De polske kvinder er stærke, men landets ledelse har dog ikke helt opgivet stramninger af abortloven, selv om Polen i forvejen har en af verdens skrappeste.
MEST LÆSTE/DANMARK
Kvinder strejker i protest mod ny abortlov
polennu.dk ville ikke have eksisteret uden stærke frivillige kræfter. Vi er i dag forenings ejet som ved begyndelsen for ti år siden. Freelancere og andre har gennem tiderne været tilknyttet, men som oftest i forbindelse med andre projekter af kortere eller længere varighed. Mange andre konferencer, studieture, besøg, projekter og andre opgaver i krydsfeltet mellem Polen, Danmark og EU har også tæret mange kræfter fra polennu.dk. Det har betydet at vi også i perioder har svigtet vores vigtigste område – nyhederne.
Undgået betalings gate
Derfor har vi nu også igangsat en større arbejde, for at forvandle polennu.dk fra en forening til også at være en forretning, med en fast lønnet stab. Aktuelt står det skidt til med økonomien for polennu.dk, ikke mindst efter omfattende hackerangreb sommeren over – som har været og er – en stor udskrivning, som vi fortsat kæmper med.
I det nye år vil polennu.dk komme i nye klæder, og vi vil skifte til en anden teknologi og indfører en lang række nye services og kommercielle tiltag, som vi vil løfte sløret for i begyndelsen af det nye år. Vi har gennem ti år undgået at have en betalings gate, og vi håber at kunne fastholde det princip. Men det kræver andre veje til indtægter, som vi nu har indledt jagten efter.
Hvis du synes, at polennu.dk er værd at støtte og bør lave flere nyheder – eller hvis du gerne vil donere en jubilæumshilsen, så tager vi meget gerne i mod. Og alle beløb fra 10 kroner og opefter er med til at styrke polennu.dk. Midlerne herfra vil nemlig ubeskåret gå til journalistiske og tekniske ressourcer. Hvis du synes, og har lyst til at støtte den gode sags tjeneste, så er du meget velkommen til at sende et beløb via dette link:
Selv om vi er stolte af vores 10-års jubilæum som nyhedsmedie, så bliver der desværre ikke råd til stor fest eller reception som det bør hører sig til efter dansk og polsk skik. Det må vente til bedre tider. Rent faktisk havde vi for år tilbage aftalt med det officielle Polen, at vi skulle slå fejringen af Polens 100-års jubilæum sammen med vores 10-års jubilæum. Det kunne der også komme et meget sjovt logo ud af. Men det nye polske regime og kritiske røster fra polennu.dk, har ikke lige frem skabt de bedste betingelser for at et dobbeltjubilæum kan gå hen og blive en succes.
Mere end nyheder
De første ti år med polennu.dk kunne der sikkert komme en hel bog ud af, men for ikke at trætte vores tålmodige læsere med for meget nostalgi må dette lille jubilæumsskrift få en ende. Herunder har vi samlet et overblik over nogle af de andre aktiviteter – ud over de daglige nyheder – som vi har været involveret i siden begyndelsen i 2008. Enten direkte som arrangør eller sammen med andre – eller hvor folk fra netværket omkring polennu.dk har deltaget. Ingen er blevet rige af polennu.dk – snarere tværtimod.
Til gengæld har de ti år været en meget spændende, udfordrende og berigende rejse rundt i hele universet mellem Danmark og Polen.
Fra 2008 til 2018
Vi har ikke alt med i listen, men et godt repræsentativt udpluk.
2008
polennu.dk online med informationer om Polen fra 18. januar. Første historie skrives i en kælder i Ry.
Redaktør til international Nobel fest i anledning af Lech Walesa 25 års dag for modtagelsen
polennu.dk online med daglige nyheder fra 17. oktober.
Udvikling af dansk skolemateriale om Polen på dansk for undervisningsministerium
Rådgivning for Polens regering om formulering af den polske holdning til EU klimapakken
Udvikling af informationsmateriale om Polen for ambassade
2009
Solidarnosc (Lech Walesa) pr-fremstød i Danmark, bl.a. med stor plancheudstilling på Kgs. Nytorv i København. Promotion af bogen: Balladen i Gdansk – vejen til et nyt Europa (2005).
polennu.dk får lokale i Hvidovre
2010
polennu.dk får lokaler på Østerbro
Erhvervsfremstød for Vestpommern (Szczecin) i Danmark
2011
Baltic Development Forums topmøde i Gdansk med Uffe Ellemann-Jensen
Aktiviteter for Aarhus Lufthavn om ny flyrute til Gdansk
polennu.dk lokaler bliver oversvømmet og reetableret året efter
Medlem af SPCC – Skandinavian Chamber of Commers.
Planlægning af forberedelser til EM 2012 slutrunde i fodbold
Samarbejde med Kolobrzeg By om slutrunden
2012
Koordinator for danske journalister i forbindelse med EM 2012 i fodbold
Promotion af Polen som turistland
Aktiviteter i Danmark, Ukraine og Polen om EM-slutrunden i fodbold
2013
Aktiviteter ved venskabskamp i fodbold for A-landshold mellem Polen og Danmark i Gdansk (3-2)
Presselandskamp mellem polske og danske mediefolk (2-3) med Andreas Kraul som anfører
Etablering af Dansk-polsk Film
Igangsætning af sekretariat for Dansk Polsk Handelskammer
Promotion af Lech Walesa film: Håbets Mand af Andrzej Wajda
Officiel rejse Kronprinseparret i Polen
2014
Polsk fanzone i Aarhus under EUR0 2014 håndbold
Tema om danske film på Polens største filmfestival Gdynia Filmfestival
Promotion for den polske Oscar-vindene film IDA i Danmark
Med Berlingske Tidende: Konference om Polens 10 år i EU
2015
Aktiviteter for Billund Lufthavn om ny direkte flyforbindelse til Gdansk
Promotion af LEGOLAND i Polen
Studieture for danske og polske journalister (Billund/Gdansk)
Dansk koordinator for EM i fodbold for presselandshold i Polen (resultatlisten er blevet væk)
Afslag på dansk mediestøtte til polennu.dk – det var ellers en fin ansøgning
PR-stand for EURO 2016 ved kvindernes VM 2015 i Herning. Redaktør havde debut som maskot.
Læser møde i Udenrigsministeriet med afgående ambassadør Steen Hommel
2016
Koordinering og pr for EURO 2016 i herrehåndbold i Polen med 6.000 danskere deltagere i Gdansk.
EURO 2016 Aktiviteter Gdansk, Wroclaw og Krakow.
Events og etablering af Dansk Polsk Erhverv
Aktiviteter i forbindelse med ny flyrute mellem Billund og Warszawa
2017
Aktiviteter i forbindelse med ny flyrute mellem Billund og Poznan
Erhvervskonference om Polen. Billund Lufthavn og Udenrigsministeriet
Polske journalister til Aarhus af Billund Lufthavn
Dansk-polsk Kulturkonference, Dansk Kulturinstitut og Billund Lufthavn
Tur for dansk studerende på Poznan Universitet til Aarhus af Billund Lufthavn
2018
Koordinering og pr for konference Free European Media 2018, Gdansk
Bog udgivelse: Free European Media 2018 BOOK
Lech Walesa Tour 2018 af Billund Lufthavn. Besøg i LEGOLAND, Billund og Kolding
LEGOLAND med Lech Walesa og Uffe Ellemann-Jensen
Festevent på Koldingfjord for Lech Walesa med underholdning
Musikvideo til og om Lech Walesa – 75 år fødselsdag
Tak for indsatsen
Tak til de mange, der på den ene eller anden måde har leveret indhold til polennu.dk gennem de ti år.
Bogdan Zanescu, Michael Bech Særkjær, Sandra Salman, Milica Lecic, Lars Guldager Dyhr, Ewa Ciechowska, Ota Tiefenbock, Kirstine Andersen, Marzena Stawicka, Jakub Woźniak, Uffe Pommergaard, Frederik Hoedeman, Nathalie Kold-Hansen, Maja Giannoccaro, Adam Duzynski, Justyna Krawczyk, Aage Krogsdam, Anna Werenberg, Przemek Golynski, Dagmar Krall, Mykhailo Skuratovkyi, Jette Mailon, Nataliya Slynko, Rasmus Steffensen, Rafal Wisniewski, Alicja B. Nielsen, Jakub Wajnsztajn, Mette Staal, Michael Hardenfelt, Karolina Szymbor, Pawel Bartoszewski, Terkel Riis-Jørgensen, Christian Graver, Johan Braad-Petersen, Martin Dons, Susanna Pakkesma, Iben Molgaard Madsen, Grazyna Wons, Michael Kochanski, Andreas Kraul, Waldemar Urbanski, Peter Tærø Nielsen, Zuzanna Armada, Uffe Ellemann-Jensen, Urszula Zarzycka, Paulina Sobol, Peter Malberg, Per Wium, Bjarne Jensen, Martin Bager og Lars Gadegaard Hansen.
En særlig tak skal gælde til Radek Krajewicz – selv om han ikke har skrevet en linje i vores spalter – for uden hans indsats var polennu.dk aldrig blevet til noget. Også en særlig tak til Martin Bager og Lars Gadegaard for en uvurderlig indsats i de hårdeste af opstarts årene – og ikke mindst en særlig tak til cand. scient. pol. med speciale i Polen, Anna Werenberg.
Med stor 10-års hilsen – og tak for opmærksomheden.
Jens Mørch, chefredaktør