WARSZAWA: Søndag for 77 år siden, begyndte den første væbnede opstand mod Adolf Hitlers Nazi-tyskland under Anden Verdenskrig. Det var i den jødiske ghetto i den polske hovedstad.
Kort tid efter den Nazi-tysklands invasion af Polen i september 1939 var mere end 460.000 jøder i Warszawa, placeret indenfor et begrænset område af byen på 4 kvadrat-kilometer.
Indespærret bag mur
I november 1940 blev den jødiske ghetto lukket af murer, pigtråd og bevæbnede vagter. Enhver der forsøgte at komme ind eller ud af ghettoen, blev skudt af vagterne, hvis de blev opdaget. Nazisterne kontrollerede også hvor meget af mad og andre fornødenheder, der blev bragt ind i ghettoen. Sygdom og sult dræbte tusindvis af jøder hver eneste måned.
Jødisk opstand
Den 19. april 1943 begyndte den væbnede opstand i den jødiske ghetto i Warszawa mod tyskerne. Opstanden fortsatte en lille måned, frem til den 16. maj 1943, hvor efter jøderne enten var blevet dræbt eller sendt til udryddelseslejre andre steder i det besatte Central- og Østeuropa. Flere hundrede jødiske partisaner tog aktiv del i opstanden i Warszawa-ghettoen, og det anslås at 13.000 jøder mistede livet ved udrensningen.
To opstande
Opstanden i den jødiske ghetto forveksles ofte – og med god grund – med Warszawa opstanden der var hele byens opstand – en opstand der begyndte i august 1944, da den Røde Hær havde nået Warszawa på den østlige side af floden Wisla. Denne polske opstand anslås at have kostet 200.000 mennesker livet – de fleste kvinder og børn.
Blomst i knaphullet
På årsdagen vil man se, at mange polakker forsyner sig med en påskelilje. Det er i respekt, og for at vise sympati for ofrene under den makabre udslettelse af polske jøder.
Rapport fra SS om den jødiske ghetto
polennu.dk har fundet en rapport fra den tyske SS-ansvarlige i Warszawa, Jurgen Stroops, om oprøret i den jødiske ghetto, set med de tyske nazistiske øjne.
Uddrag af SS-Brigadeführer Jürgen Stroops rapport om imødegåelsen af det jødiske oprør i ghettoen i Warszawa, 1943:
“Den modstand, som mødte os fra jøderne og banditterne, kunne kun brydes ved uophørligt at benytte alle vore styrker og al vores energi, dag og nat. Den 23. april 1943 gav Reichsführer-SS [Heinrich Himmler] gennem den Højere SS- og Politifører Øst i Krakow sin ordre til at rense ghettoen i Warszawa med den største hårdhed og uophørlig målbevidsthed.
Jeg besluttede derfor at ødelægge hele det jødiske beboelseskvarter ved at sætte ild til hver boligblok, herunder blokken af beboelseshuse nær ammunitionsfabrikkerne. Fabrik efter fabrik blev systematisk evakueret og herefter ødelagt af ild. I næsten alle tilfælde dukkede jøderne herefter frem fra deres skjulesteder og beskyttelsesrum. Ofte forblev jøderne i de brændende bygninger, indtil de valgte at springe ud fra de øverste etager på grund af varmen og angsten for at brænde ihjel. [Dette skete] efter at de havde kastet madrasser og andre polstrede objekter ned på gaden fra de brændende huse. Med brækkede lemmer forsøgte de alligevel at kravle over gaden ind i boligblokke, som endnu ikke brændte eller kun delvist brændte.
Jøderne ændrede flere gange skjulested i løbet af natten ved at flytte til ruinerne af udbrændte bygninger; flygtede dertil, indtil de blev fundet af vore patruljer. Deres ophold i kloakkerne ophørte også med at være behageligt efter den første uge. Fra gaden kunne vi ofte høre højlydte stemmer komme fra kloakskakterne. Når mændene fra Waffen-SS, politiet eller Værnemagten modigt klatrede ned i skakterne for at bringe jøderne ud, faldt de ofte over jøder, som allerede var døde, eller de blev skudt på [af jøderne]. Det var altid nødvendigt at bruge røgbomber for at drive jøderne ud. Vi åbnede således en dag 183 kloakskakter, og på et aftalt tidspunkt sænkede vi røgbomber ned i dem med det resultat, at banditterne flygtede fra, hvad de troede var gas, til centrum af den tidligere ghetto, hvorfra vi herefter kunne hive dem ud af kloakskakterne. Et stort antal jøder, så mange at de ikke kunne tælles, blev tilintetgjort ved at sprænge kloakker og beskyttelsesrum i luften.
Jo længere modstanden varede, jo hårdere blev mændene fra Waffen-SS, politiet og Værnemagten. De udførte deres pligt utrætteligt i trofast kammeratskab og stod sammen som eksemplariske soldater. Deres tjeneste varede ofte fra tidlig morgen til sen aften. Om natten forblev patruljer med klude bundet om fødderne [for at dæmpe lyden af deres støvler] lige i hælene på jøderne og gav dem intet pusterum. Ofte fangede og dræbte de jøder, som brugte nattetimerne til at supplere deres forråd fra forladte beskyttelsesrum og til at kontakte nabo-grupper eller udveksle nyheder med dem.”
