Amerikansk udenrigsminister besøger Polen på tirsdag

    John_Kerry_til_Polen

    Den amerikanske udenrigsminister John Kerry kommer til den polske hovedstad tirsdag, oplyser Polens udenrigsministerium. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Polen bliver det eneste europæiske land den amerikanske udenrigsminister John Kerry besøger på sin 9 dage lange rundrejse.


    Polens udenrigsminister Radek Sikorski oplyser, at den amerikanske udenrigsminister John Kerry kommer til Warszawa på tirsdag.

    Udenrigsministeren siger at forhandlingerne vil omfatte det polsk-amerikanske handelssamarbejde, fælles sikkerhedsprojekter og fælles holdning forud for NATO-topmødet næste år.

    Besøg på US-base

    John Kerry skal under sit ophold i Polen besøge en amerikansk base i Lask, og møde det polske og amerikanske personale på basen.

    Den amerikanske udenrigsminister vil også lægge blomster på Tadeusz Mazowieckis grav. Den tidligere statsminister døde mandag, og begraves søndag.

    Europæisk sikkerhed

    Den polske minister siger, at besøget er en mulighed for at diskutere en række europæiske sikkerhedsspørgsmål og den internationale udvikling. De polske medier mener, at også den amerikanske NSA spionage kommer på dagsordenen.

    Spionage-sagen

    John Kerry indrømmede torsdag, at det amerikanske overvågningsprogram havde været ude af kontrol, og gået for vidt de senere år.

    – Præsidenten og jeg har lært noget, og i nogle tilfælde har tingene udviklet sig hurtigt, fordi både teknologien og evnen er til stede, sagde John Kerry via et videolink på en konference i London torsdag.

    Kun til Polen

    Den amerikanske udenrigsminister skal på en 9-dages rundtur til otte hovedstæder. Polens hovedstad Warszawa er det eneste europæiske stop på turen, mens resten af besøgene er i Afrika og Mellemøsten.