Klarinetisten Waclaw Zimpel er en af de mest populære jazz-musikere i Polen lige nu. PR-foto.
KØBENHAVN: En af Polens største jazz-musikere, Waclaw Zimpel, giver koncert i aften i Jazzhouse i København.
En af Polens førende skikkelser indenfor improvisationsmusik, komponist og klarinet-spilleren Waclaw Zimpel, gæster Københavns Jazzhouse i aften.
International kvartet
Her optræder han med kvartetten Switchback, der udover Zimpel består af saxofonisten Mars Williams (USA), kontrabassisten Hilliard Green (USA) og trommeslageren Klaus Kugel (DE).
Klarinetist Waclaw Zimpel regnes for en af Polens vigtigste musiker pt. Han finder ofte sin inspiration i traditionel og spirituel musik fra hele verden, og kendes bl.a. fra projekter som Hera og Undivided, ligesom han spiller med bl.a. Ken Vandermark, Michael Zerang og Mikolaj Trzaska.
Amerikansk jazz
Saxofonisten Mars Williams er ikke bare et vigtigt navn i amerikansk jazz med stærke tråde til både Chicagos og New Yorks downtown-miljøer. Han har også spillet i et utal af sammenhænge, der spænder over avantgarde og big band-musik til rock og industrial. Blandt de navne, han har spillet med, kan nævnes Peter Brötzmann Tentet, Massacre, The Psychedelic Furs, Bill Laswell og Ministry.
I Switchback har han samlet et hold musikere, der på lignende vis favner bredt. Ligeledes fra USA finder vi bassist Hilliard Green, der som Williams forbinder jazz og fri improvisation, og som kendes fra samarbejder med bl.a. Uri Caine, Charles Gayle m.fl.
Endelig kan man glæde sig til den tyske trommeslager Klaus Kugel. Han har optrådt med bl.a. Tomasz Stanko og Matthew Shipp.
LÆS MERE
Eksternt link: Jazzhouse København