Polsk NATO-officer er sporløst forsvundet

    Den polske officers forsvinden, kan i værste fald få alvorlige følger for NATO’s operationer i udlandet, mener flere polske iagttagere. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Siden 19. april har ingen set noget til den polske officer og kodeekspert Stefan Zielonkas. Polske medier betegner det som en katastrofe, mens forsvarsministeren er mere afdæmpet.


    Det er over en måned siden at signalofficer Stefan Zielonka forsvandt sporløst fra sit hjem, sammen med nogle af NATO og Polens dybeste hemmeligheder.

    Alle muligheder undersøges

    Den polske efterretningstjeneste udelukker ingen muligheder for hvad der kan være sket med den attraktive kodeekspert. Tjenesten gætter på alt fra selvmord, naturlig død, men også forræderi.

    Det er kommet frem i de polske medier, at Zielonka op til hans forsvinden, havde oparbejdet en stor sum penge på sin bankkonto. Det værst tænkelige scenarie, som også efterforskes, er at officeren er bortført og kommet i hænderne på en udenlandsk efterretningstjeneste.

    – Medarbejderens viden er enestående, og hvis en udenlandsk efterretningstjeneste, får adgang til den, kan det blive en af de største sikkerhedspolitiske skandaler i nyere tid i Polen, hævder dagbladet Dziennik – og fortsætter:

    – Zielonka kender kodenavnene på alle polske officerer i udlandet og har adgang til hemmelige informationer og kontakter, herunder til NATO’s koder.

    Minister beroliger

    Polens forsvarsminister, Bogdan Klich, maner dog til ro og siger:

    – Jeg har sagt det før, lad mig sige det igen: Zielonkas forsvinden udgør ingen sikkerhedstrussel for hærens efterretningstjeneste eller for statens sikkerhed.

    Familieproblemer

    Kodeeksperten var separeret fra sin kone, men boede sammen med hende i en lejlighed. Det var Zielonkas kone, der anmeldte at han forsvandt den 19. april.

    Polsk presse har også fundet ud af, at officeren led af en svær depression, og at han før sin forsvinden havde anmodet sine chefer, om at blive fritaget fra jobbet.

    Det afslog det polske forsvars ledelse.