WARSZAWA: Lukningen af polske restauranter, biografer, teatre og fitnesscentre forlænges til den 27. december. Statsminister forbereder polakkerne på 100 dage med restriktioner.
Lørdag formiddag meddelte Polens statsminister Mateusz Morawiecki på en pressekonference, at corona-restriktionerne forlænges til og med den 27. december. Dog får indkøbscentre lov at genåbne under særlige skærpede corona-regler, allerede den 28. november.
Ingen julefrokoster ude
Forlængelsen betyder at restauranter, biografer, teatre og fitnesscentre skal forblive lukkede frem til tredje juledag. Restauranter må fortsat gerne levere mad ud af huset.
100 dage
Landets skoler forbliver også lukket, og fjernundervisningen på landets skoler vil fortsætte, foreløbig frem til den 23. december, sagde statsministeren. Han sagde også, at polakkerne skal forberede sig på ”100 dage med solidaritet”, altså at restriktionerne kan forventes at være gældende de næste tre måneder. Den polske regeringschef forventer, at der til den tid er kommet en covid-19 vaccine.
Eksplosiv udvikling
Smitte-tallene er steget markant i Polen, som er det land i verden der har den næsthøjeste andel af positive test. Polen er også et af de lande i verden der tester mindst for covid-19. De seneste dage er et rekordhøjt antal polakker døde med covid-19 i kroppen. Der er også fundet corona-udbrud på polske mink-farme.
Den polske statsminister mener at nedlukningen er nødvendig, for at hindre at det høje smittetryk stiger yderligere.