Mystiske dødsfald blandt araber-heste

    tre_doedsfald_blandt_heste_i_janow_podlaski_i_polen

    Stutteriet i Janow Podlaski avler og opdrætter nogle af verdens dyreste araber-heste, men nu har tre dødsfald blandt hestene på et halvt år vakt opsigt. Foto: YouTube.


    JANOW PODLASKI: Tre araberheste, der hører til de mest værdifulde i verden, er døde på polsk stutteri. Minister frygter, at nogen står bag.


    Natten mellem fredag og lørdag døde den tredje araber-hest på få måneder fra stutteriet i Janow Podlaski i det østlige Polen. Stutteriet har i næsten 200 år avlet og opdrættet nogle af verdens fineste araber-heste.

    Tilhørte amerikansk milliardær

    Den 16-årige hest Amra, der døde i weekenden, var i 2008 blevet købt af den amerikanske milliardær og tidligere Rolling Stones-hustru Shirley Watts for 1,4 millioner zloty.

    Watts ejede også hest nummer to, som døde på stutteriet bare to uger tidligere. Begge heste er døde af akutte mave-tarm-problemer.

    Minister frygter forbrydelse

    Det har vakt undren hos de polske myndigheder, at to heste, der tilhører samme ejer, er døde af lignende symptomer, og Polens landbrugsminister skriver i en meddelelse, at det vil blive undersøgt, om nogen står bag dødsfaldene.

    Landbrugsministeren har bedt rigsadvokaten – der siden 4. marts er identisk med Polens justitsminister – om personligt at følge med i efterforskningen af dødsfaldene blandt hestene.

    Direktør udskiftet efter første dødsfald

    Det traditionsrige stutteri fik i februar måned ny direktør, efter at stutteriets dyreste hest Pianissima i oktober måtte aflives på grund af en drejning af tarmen. Den hidtidige direktør siden år 2000 Marek Trela blev afskediget, fordi myndighederne mistede tilliden til ham efter dødsfaldet.

    Udnævnelsen af den ny direktør Marek Skoromowski er blevet kritiseret for at være et politisk motiveret fra regeringens side, da Skoromowski ikke har tidligere erfaring fra branchen.