Russisk tv: Polen ville angribe Sovjetunionen i 1939

    Polen-Gdansk-Westerplatte-Monument-'Aldrig-mere-krig'-foto-Martin-Bager

    Westerplatte ud for Gdansk i Polen. Her startede Anden Verdenskrig 1. september 1939, da Nazi-tyskland angreb Polen efter en aftale med Stalin, som godt to uger senere angreb fra øst. Bogstaverne udgør de polske ord for: Aldrig mere krig. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


    MOSKVA: Russisk stats-tv hævder, at have beviser for at det var truslen om et angreb fra Polen, der fik Sovjetunionen til at indgå en aftale med Tyskland under krigen.


    Den polske ambassade i Moskva arbejder på højtryk efter, at en statslig russisk tv-station har offentliggjort, at de russiske myndigheder har fundet dokumenter der beviser, at Sovjetunionen var tvunget til at lave en aftale med Nazityskland om at dele Polen.

    I modsat fald ville Tyskland, Japan og Polen angribe Sovjetunionen, oplyser Radio RMF FM i Polen.

    Hemmelig aftale

    Det skulle være baggrunden for, at Nazityskland og Sovjetunionen indgik den hemmelige og berygtede Ribbentrop-Molotow pagt i 1939, der resulterede i, at Tyskland besatte det vestlige Polen 1. september, og Sovjetunionen gik ind i det østlige polske områder den 17. september 1939.

    Dermed var Polen reelt slettet fra landkortet.

    Dokumentation på vej

    Det statslige russiske tv henviser til dokumenter, som endnu ikke er offentliggjort, men som skulle ’bevise’ at polakkerne sammen med nazisterne havde planlagt at angribe Sovjetunionen.

    Japan var også involveret i plottet og skulle besætte Sovjetunionen fra øst. Den russiske tv-station hævder endvidere, at Ribbentrop-Molotow pagten var nødvendig, for at beskytte Sovjetunionen mod polsk aggression, og skabe tryghed i de tidligere russiske landområder, som allerede var blevet indtaget af Polen.

    70 år

    De nye ’afsløringer’ kommer ganske belejligt i forbindelse med 70 års dagen for den russisk-tyske aftale i 1939.

    Dagen markeres af russere, ukrainere og hviderussere til minde om de faldne under Anden Verdenskrig, som populært kaldes for ’den store patriotiske krig’.

    Skarpe reaktioner

    Anden Verdenskrig er stadig et åbent sår i det polsk-russiske forhold, og derfor har påstandene også fremkaldt skarpe reaktioner i Polen. De kommer på et tidspunkt hvor det russisk-polske forhold ellers er blevet normaliseret og i stærk bedring.

    Vladimir Putin kommer på det første officielle besøg i Polen senere på sommeren, og mange af de gamle stridigheder mellem de to lande synes begravet.

    Ny viden

    Hvis dokumenterne virkelig eksisterer og ikke er forfalskede, så indeholder materialet informationer, som ingen historikere er stødt på gennem de senest 70 års forskning. Det er næppe sandsynligt.

    Rent selvmord

    Et andet forhold der giver næring til at så tvivl om de nye oplysninger er, at den polske hær på det tidspunkt var markant mindre end Sovjetunionens.

    Polen havde kun været en selvstændig nation i tyve år og havde ikke en veludrustet hær. Derfor havde polakkerne heller ikke en chance for at vinde en krig over Sovjetunionen.

    En militærsagkyndig, som polennu.dk har talt med, siger, at hvis polakkerne var gået til angreb på Sovjetunionen i 1939, så ville det være rent selvmord.