Polen viste tolerance men ingen jubelscener

    Europride-Warszawa-2010

    Festklædte bøsser og lesbiske dansede gennem Warszawas gader i weekenden ved det internationale Europride. Deltagerne blev mandsopdækket af en stor politistyrke.


    WARSZAWA: Mellem 8.000 og 15.000 bøsser og lesbiske gennemførte i weekenden en parade gennem den polske hovedstad. Ni blev anholdt. Politiet mandsopdækkede deltagerne.


    Polens hovedstad var i denne weekend vært for den første Europride Parade i Østeuropa. Det er ikke den første homoparade i et østland, men den første under temaet: Europride.

    Katolsk rekord

    Polen er det mest katolske land i Europa, og har normalt ikke meget tilovers for homo-bevægelsen. Derfor var reaktionerne på paraden også ventet med spænding.

    Massive politistyrker var udkommanderet, og paraden blev fulgt af betjente med 2 meters afstand på begge sider af optoget.

    Kaczynski forbud

    Politiet vurderer, at mellem 8.000 og 15.000 deltog. Arrangørerne havde ventet flere.

    Da den nu afdøde præsident Lech Kaczynski var borgmester i Warszawa, hindrede han, at paraden blev gennemført, selv om det strider mod nationale og internationale principper.

    EU har nu irettesat Polen, og derfor gennemføres optoget i år. Der er heller ikke mange af de polske politikere der har udvist mod til at deltage i arrangementet, da homoparader næppe bliver populært i Polen foreløbigt.

    Alligevel har arrangementet været højt prioriteret i det officielle Polen.

    Ni anholdt

    Der var ingen jubelscener langs ruten, mens der var flere moddemonstrationer, som ordensmagten magtede at holde i ro, så det ikke førte til sammenstød.

    Politiet rapporterer kun om mindre uheld i forbindelse med arrangementet, men ni mennesker blev anholdt, oplyser politiet talsmand, Maciej Karczynski:

    – Nogle af de anholdte havde øvet vold mod politiet, en blev tilbageholdt for narkotika, mens andre blev arresteret for at kaste æg mod deltagerne i Europride optoget, siger Karczynski.

    Færre end ventet

    Adam Biskupiak, der er en af hovedkræfterne bag Europride 2010, betegner arrangementet som en succes, selv om der var færre deltagere, end ventet.

    – Der var ingen sjofel adfærd, ingen der var nøgne, folk havde det bare skønt sammen, siger Europride talsmanden.