Den første polske Formel 1-racerkører, Robert Kubica, blev i weekenden hårdt kvæstet. Kubica er fra Krakow og 26 år gammel. Arkivfoto 2010.
WARSZAWA: Kirurger har reddet den polske Formel 1-kører Robert Kubicas højre hånd og arm, efter en ulykke i weekenden.
Den polske Formel 1-kører Kubica har, trods tidligere forlydende, ikke mistet sin hånd og arm. Kirurger opererede den polske racerkører i syv timer, efter en kollision mod en kirkemur, på vej til et løb i Italien. Operationen lykkedes. Hans co-driver slap uskadt fra ulykken.
Specialist tilkaldt
En af Italiens førende håndspecialister, Igor Rossello, blev tilkaldt, og efter at to lægehold under hans ledelse opererede i syv timer, lykkedes det dem at redde Kubicas hånd og arm, så det synes sikkert at han får sin førlighed tilbage.
Klar om et år
Overfor Polskie Radio har Rossello udtrykt tilfredshed med operationen, og han mener at den polske racerkører kan stille op igen til løb om et års tid.
– Det var en meget kompliceret operation, og der var risiko for, at han ville miste sin hånd, sagde Igor Rossello til jp.dk.
– Efter operationen var blodtilstrømningen i Roberts hånd god, og hånden var varm, hvilket er opmuntrende, sagde Rossello, der dog ikke vil afvise komplikationer og flere operationer i de kommende dage ifølge jp.dk.