DR Sportens Andreas Kraul (tv.) kunne varmt anbefale Gdansk som både sports- og ferieby, da samarbejdet Danmark i Gdansk onsdag blev præsenteret op til håndbold EM for herrer 2016. Polens ambassadør Henryka Moscicka-Dendys (nummer to fra venstre), chefredaktør for polennu.dk Jens Mørch og direktør for Polens Håndboldforbund (ZPRP) Marek Goralczyk deltog blandt mange andre partnere i præsentationen af samarbejdet. Foto: Polens ambassade.
KØBENHAVN: Under overskriften Danmark i Gdansk vil danske og polske organisationer samarbejde om at hjælpe danske håndbold-fans under EM i Polen.
Polens ambassade i Danmark lagde onsdag hus til en præsentation af et bredt samarbejde mellem danske og polske organisationer, der er gået sammen om at hjælpe danske håndbold-fans under EM 2016 i Polen, hvor Danmark under gruppespillet får base i havnebyen Gdansk.
Bredt samarbejde
Samarbejdet med navnet Danmark i Gdansk omfatter blandt andre Polens Håndboldforbund (ZPRP), det polske værtsskab EURO 2016, håndboldherrernes danske fanklub Fans to Fighters, Billund Lufthavn, Wizzair, de polske turistorganisationer, polennu.dk og de to landes ambassader.
Fan-aktiviteter
Formand for Danmark i Gdansk Milica Lecic sagde under præsentationen, at samarbejdet både har til formål at hjælpe de danske fans på det praktiske plan med relevant information, men også har en ambition om, at de danske fans skal opleve havnebyen Gdansk, dens fantastiske historie og moderne turist-tilbud i form af restauranter, shopping og byliv.
Danmark i Gdansk vil derfor løbende præsentere aktiviteter og events for danske fans under EM.
Går efter guldet
Direktør for Polens Håndboldforbund Marek Goralczyk præsenterede det polske værtsskab for EM, der spilles i Gdansk, Krakow, Wroclaw og Katowice. Goralczyk udtrykte håb om, at Danmark og Polen kommer til at møde hinanden i slutspillet i Krakow.
Majbrith Sprankel fra håndboldherrernes fanklub mindede om, at Danmark tog guld i 2012 og 2014, og at de danske herrer efter statistikken derfor også kommer hjem med guldet fra Polen i 2016.
Anbefaler Gdansk
Den danske fanklub har allerede været på inspektionstur til Gdansk, og Majbrith Sprankel kunne fortælle, at danske fans både kan se frem til kampene i den topmoderne Ergo Arena og til bylivet og stemningen i Gdansk.
Sportsjournalist på Danmark Radio Andreas Kraul anbefalede også Polen og Gdansk, som han selv flere gange har boet i og oplevet som sportsjournalist. Kraul var blandt andet i Polen under fodbold EM 2012, hvor Polen første gang var værter for en slutrunde på topniveau i international sammenhæng.
LÆS MERE
Eksternt link: Danmark i Gdansk