ODENSE: Den polske målmand Arek Onyszko overvejer at flytte til Polen efter han midt på ugen blev dømt for vold og fyret som målmand i OB.

I onsdags blev 35-årige Arek Onyszko dømt for vold mod sin tidligere kone, og senere samme dag blev han også fyret fra fodboldklubben OB.

Odense-klubben afsluttede sæsonen i Superligaen med en flot anden plads, en placering som det polske målmandstalent har været en stor del af.

To til tre uger

– Hvis ikke jeg har en ny kontrakt inden 2-3 uger, så stopper jeg som professionel fodboldspiller.

Det er svært at sige, om jeg kan få en ny kontrakt. Jeg håber, men sker det ikke, så tager jeg hjem til Polen, mere har jeg ikke nået at tænke over i min fremtid, sagde Arek Onyszko i går til TV 2 Sporten.

Den nu tidligere OB-målmand blev idømt en måneds ubetinget fængsel samt to måneders betinget for vold og trusler mod sin ekskone.

Stadig chokeret

– Jeg havde slet ikke forventet en ubetinget dom, så det kom som et chok for mig.

– Jeg tror, det er fordi, at retten ikke forstår, hvordan det er i Polen. Her er den slags ting normalt, siger Arek Onyszko, der mener, at det aldrig var blevet til en retssag i Polen.