polsk_blod_briter_polakker_giver_blod_london
LONDON: En varslet strejke blandt polakker i Storbritannien, blev erstattet med aktion for nyt polsk blod til briterne.

Polakker i London havde varslet strejke blandt polakkerne i Storbritannien på grund af den fordomsfyldte omtale og behandling af polakkerne. Men kun fem polakker mødte op til protesten, og det var langt færre end det store opbud der var af journalister, siger den polske journalist Jakub Krupa, der er bosat i London.

Men hvorfor kom der stort set ingen polakker, når man tænker på hvor mange polakker der er i London? Forklaringen er enkel.

Hårdtarbejdende folk

– Det er en uansvarlig protest, der ikke kan få opbakning fra de hårdtarbejdende polakker i Storbritannien, sagde formanden for polakkerne i Storbritannien, Tadeusz Stenzel da strejken blev varslet. Han syntes nemlig ikke om ideen, og støttede derfor en succesfuld modaktion.

Polsk blod

Under temaet Polsk Blod havde den 52-årige polak Andrzej Rygielski fået den ide, at polakkerne i stedet skulle give blod til briterne. Idemanden siger til dagbladet Fakt:

– Vores positive kampagne #PolishBlood er lavet for at skabe opmærksomhed om vores bidrag til Storbritannien, siger Rygielski.

Tusinder gav blod

Og kampagnen blev en succes. Polakker har i stor stil indtaget blodbankerne i Storbritannien for at give deres bidrag. Mere end tusinde polakker har givet blod, og mange af polakkerne havde aldrig prøvet at give blod før.

Første gang

Sylwia Jones, der er kræftforsker i London, var en af dem.

– Det er første gang, jeg har givet blod. Jeg var meget nervøs, men det var ikke så slemt, som jeg frygtede, så jeg har opdaget noget nyt nu, siger hun til Fakt.

– Jeg håber, at det kan få briterne til at tænke på en anden måde om polakker, siger Sylwia Jones.