Dansk minister: Svaret er ikke et importforbud

Landbrugsvarer_i_Polen
En beslutning i Europa-Parlamentet om blandt andet at genindfører importafgifter på ukrainske varer, skaber vejen for en løsning med de europæiske landmænd og demonstrationerne i Warszawa. Arkivfoto.

KØBENHAVN: Danmark reagerer på polsk importforbud: Ukrainsk korn skal ikke ligge på lager som mål for russiske bomber, mener dansk minister.


Importforbud er ikke svaret, mener dansk minister. Danmark støtter alternative fragtruter til ukrainsk korn, erklærer fødevareminister Jacob Jensen forud for EU’s landbrugsministres rådsmøde tirsdag. Ukrainsk korn skal ikke være bombemål, men skal hurtigt ud til verdensmarkedet gennem EU.

I sidste uge gjorde den polske regeringschef det klart, at Polens grænser forbliver lukkede for ukrainsk korn trods EU’s holdning. Der er valg i Polen den 15. oktober, og de polske landmænd er rasende over at ukrainsk korn har oversvømmet det polske marked, og halveret priserne. Det sker på et tidspunkt med en rekordhøj inflation, og landmændene er regeringspartiets kernevælgere.

Dansk minister: Ikke importforbud

– Det handler først som sidst om at få det korn ud af hensyn til økonomien i Ukraine og de markeder i særligt i Nordafrika og Mellemøsten. Svaret er ikke et importforbud. Svaret er at udvide kapaciteten på de landkorridorer, der skal være alternativ til Sortehavet, siger Jacob Jensen til Fagpressebureauet.

– Vi har en god og fordomsfri snak om disse ting, siger han om landbrugsministrene forhandlinger.

– Det er en reel problemstilling, men det er vores position, at vi skal beskytte de principper, vi arbejder efter i det indre marked, selv i en svær situation – man kan næsten sige specielt i en svær situation – er det vigtigt at stå fast på principperne omkring varernes frie bevægelighed, sagde den danske landbrugsminister i Folketingets Europaudvalg fredag.

(Fortsættes under)

Svaret er at udvide kapaciteten på de landkorridorer, der skal være alternativ til Sortehavet, mener Danmarks fødevareminister Jacob Jensen. Foto: Fagpressen.eu.

Polsk landbrugsminister fyret

Skal man vente med at finde en løsning til efter den valget i Polen den 15. oktober?

– Jeg er med på, at der er et indenrigsanliggende i Polen om dette spørgsmål, hvor man ovenikøbet har oplevet en udskiftning af den polske landbrugsminister. Jeg skal ikke begive mig ud i, hvad der er op og ned i den polske dagsorden. Jeg interesserer mig for, at et samlet EU hjælper Ukraine med at eksporteres deres korn, svarer Jacob Jensen.

– Polen trækker et enormt læs i forhold til Ukraine-situationen. Der er masser af flygtninge med deraf følgende problemstillinger, som polakkerne tager på sig. Det skal man også anerkende i sammenhæng, slutter Jacob Jensen.

EU-kommissær vil forlænge

EU’s midlertidige importforbud for hvede, majs, raps, solsikke og solsikkeolie fra Ukraine udløb fredag. Der er for mange argumenter for at forlænge dette forbud, mener EU’s landbrugskommissær, Janusz Wojciechowski, der er udpeget af den polske Kaczynski-regering. Han lægger op til en forlængelse af importforbuddet for de fem lande, der grænser op til Ukraine.

– De forebyggende foranstaltninger er effektive, stabiliserer markeder i de fem medlemslande og hjælper med at øge eksporten gennem solidaritetsruter, sagde Janusz Wojciechowski i EU-parlamentet tirsdag.

Polen har indført importforbud

– I dag er der ikke noget vigtigere emne end de polske landmænds interesser, sagde Polens tidligere statsminister og nuværende medlem af EU-parlamentet, Beata Szydlo fra Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) i debatten om ukrainsk korn.

– Den polske regering har i dag (tirsdag, red.) vedtaget en resolution, hvori den klart slår fast, at hvis EU-Kommissionen ikke forlænger forbuddet mod import af korn og andre produkter, bl.a. til Polen, vil vi gøre det ensidigt, oplyste hun.

Modstanden mod ukrainsk korn er en mærkesag for PiS-regeringen i valgkampen op til parlamentsvalget og de fire folkeafstemninger den 15. oktober

Toldfri import

Ministerrådet i EU vedtog 25. maj i år en etårig forlængelse af forordningen om midlertidig ensidig handelsliberalisering for ukrainske varer, der eksporteres til EU.

Kort forinden indgik EU-kommissionen en aftale med Ukraines fem nabolande – Polen, Ungarn, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien – om transit af landbrugsvarer og restriktioner på import af ukrainsk korn til de fem lande. Desuden har de fem landes landmænd fået to kompensationspakker.

Imidlertid anklager den polske regering ukrainske kornfirmaer for at dumpe kornet i nabolandene, mens det samtidig er afsløret, at virksomheder med nære relationer til regeringspartiet PiS, har stået bag de økonomisk lukrative opkøb af ukrainske varer til det polske marked.

Den danske interesseorganisation – Landbrug & Fødevarer – støtter EU-kommissionen, og det samme gør det danske oppositionsparti Enhedslisten (EL) også. EU-ordfører Søren Bo Søndergaard har forståelse for de fem landes problemer, men det må ikke blokere for en løsning.

– Det kan godt være, at det kommer til at koste nogle penge, men som det er nu bliver Ukraine taget som gidsel, og det kan vi ikke acceptere, siger Søren Bo Søndergaard.