Jaroslaw Kaczynski er årets mand i Polen

Jaroslaw Kaczynski blev kåret som Årets Mand 2019 søndag aften, og sagde i sin takketale at nu er tiden inde til at det gode skal vinde over det onde, ikke alene i Polen, men i Europa – ja, måske i hele verden, sagde prisvinderen. Arkivfoto.

WARSZAWA: Søndag modtog partiformand Jaroslaw Kaczynski prisen som Årets Mand 2019. I takketalen sagde prisvinderen, at hans tanker vil vinde indpas, ikke kun i Polen og Europa, men måske i hele verden.


Det regeringsvenlige dagblad Gazeta Polska, tildelte søndag prisen som Årets Mand 2019 til partiformand for regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) Jaroslaw Kaczynski.

Kaczynski sagde i sin takketale, at han havde spurgt sig selv, hvorfor netop han skulle have prisen.

– Jeg tænkte, og det var der også nogen der fortalte mig, at det sandsynligvis skyldes, at den politiske bevægelse jeg er leder af, vandt to valg sidste år.

– Jeg tror, ​​at det er årsagen til at jeg får prisen. Men det er også min pligt at minde jer om – selvom alle ved det – at vi har et meget afgørende valg foran os. Nogen vil måske sige, at det ikke er det rette sted eller tidspunkt at tale om dette, men hvis det er upassende, så vil jeg være upassende, sagde Jaroslaw Kaczynski.

Forudser europæisk sejr

– Før eller siden vil vi vinde denne kamp for Polen og kampen for vores værdier, for hele den europæiske civilisation, som vi er en meget vigtig del af. Kommentaren udløste tilråb fra salen: Vi vinder, vi vinder.

– Ja, mine damer og herrer, vi vinder. Vi har styrke i dag og vi har den i fremtiden, vi vil helt sikkert vinde, og det bliver ikke alene en sejr for Polen. Det bliver en sejr for hele Europa, og måske for hele verden, fordi det gode nu endelig skal vinde over det onde.