Jernbanebro mellem Polen og Slovakiet brudt sammen

Polen_jernbanebro_Nowy_Sacz_kollapset_polennu

Dele af jernbanebroen i Nowy Sacz er kollapset på grund af oversvømmelserne, og tre mand blev revet med i bølgerne. Arkivfoto.


NOWY SACZ: En del af en vigtig bro mellem Polen og Slovakiet er kollapset. Tre mand blev revet med. Oversvømmelserne fortsætter efter kraftig regn og storm flere steder i Polen.


Regn de seneste dage har igen givet nye og store oversvømmelser i Polen. En jernbanebro ved Tatra-bjergene er styrtet sammen. Tre mand blev revet med af vandmasserne og skyllet i floden.

Det lykkedes dog alle tre at redde sig i land ved egen hjælp. De er uskadte.

Vigtig jernbanebro

Jernbanebroen ved grænsen mellem Polen er Slovakiet, forbinder den polske by Nowy Sacz med den slovakiske by Poprad, der er et vigtig knudepunkt på vejen til Slovakiets hovedstad Bratislawa.

To andre broer i området er også blevet lukket.

Alle tog i området er aflyst, og jernbanedriften vil være lammet af oversvømmelserne længe, oplyser de polske jernbaneselskaber PKP og PLK.

Evakuering i Sandomierz

Digerne i den sydpolske by Sandomierz holder endnu. Men eksperter mener kun, at det er et spørgmål om tid før de gennembrydes af vandet. Og vandstanden i Wisla stiger faretruende.

Warszawa ramt igen

Den polske hovedstad er også igen hårdt ramt af nye oversvømmelser. Natten igennem har soldater og brandmænd arbejdet med at styrke digerne, hvor vandstanden toppede.

Det er især de steder hvor vandet brød igennem for to uger siden, som myndighederne arbejder på at forstærke. En af Warszawas metrostationer er oversvømmet af vand, ligesom to hospitaler og en bank i hovedstaden er ramt.

Jordskred

I byens Ursynow distrikt i den sydlige del af hovedstaden, tvang store jordskred flere hundrede mennesker fra deres hjem. De kraftige regnskyl i Warszawa og de ekstrem kraftige vinde har knækket skilte og træer.