Kendt bankformand fratrådt uden varsel

    Den nu tidligere formand for Pekao-banken, Jan Krzysztof Bielecki, er en af Donald Tusk personlige venner og rådigiver. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Polens kendte formand for Pekao-banken, tidligere premierminister Jan Bielecki, er trådt tilbage. Måske er han Polens næste regeringschef.


    Formanden for Pekao SA banken, Jan Krzysztof Bielecki, er trådt tilbage. Iagttagere gætter på, at han bliver Borgernes Platforms nye kandidat til regeringschef, når den nuværende, Donald Tusk, ventes at opstille til næste års præsidentvalg.

    Tidligere regeringschef

    Jan Krzysztof Bielecki er centrum-højre-politiker, og medstifter af Borgernes Platform. I 1991 var Bielecki premierminister i Polen, og var sit lands repræsentant i den europæiske centralbank for genopbygning og udvikling.

    I 2003 blev han formand for Pekao-banken med hovedsæde i Warszawa.

    Uafklaret

    – Det er Jan Bieleckis egen afgørelse, og det er svært at sige om han vil gå ind i politik, siger Pawel Gras, der er talsmand for den polske regering til Polskie Radio.

    – Regeringspartiet kan godt bruge en profil som Bielecki, siger regeringens talsmand.

    Ven med Tusk

    Pawel Gras erkender samtidig, at premierminister Donald Tusk er personlig ven med Jan Krzysztof Bielecki, og Tusk får ofte gode råd af den nu afgåede bankformand.

    Ingen forklaring

    Gætterierne om at Bielecki går efter at blive premierminister, er blevet forstærket af, at han ikke vil fortælle hvorfor han forlader banken netop nu.

    Ledig post

    Donald Tusk ventes at stille op til præsidentvalget næste år, og derfor skal regeringspartiet Borgernes Platform under alle omstændigheder finde en ny spidskandidat til valget.