Krakow og Katyn hitter i Rusland efter flystyrt


    WARSZAWA: Katyn, Smolensk og Polen er de mest efterspurgte søgeord på den største russiske søgemaskine. Interessen i Rusland for Katyn og Krakow har aldrig været større.


    Det tragiske flystyrt i Smolensk den 10. april, hvor den polske præsident Lech Kaczynski og 95 andre højtstående polakker omkom, har givet russerne ny viden om Katyn og Polen.

    70 året for Katyn

    Den nu afdøde polske præsident var på vej til Katyn, for at mindes ofrene i 70 året for Stalins udryddelse af den polske elite under Anden Verdenskrig.

    For nylig er Andrzej Wajdas film Katyn også vist i både russiske og hviderussisk tv.

    Russerne fulgte begravelsen

    Millioner af russere har på tv set begravelsen af præsident Lech Kaczynski og hans kone Maria Kaczynska i Krakow. Den tragiske begivenhed har ikke alene gjort mange russere bekendt med Katyn-massakren, siger ny undersøgelser, men den har også gjort dem opmærksomme på Polen, og ikke mindst den historiske by Krakow og slottet, hvor begravelsen fandt sted, skriver polske Metro.

    Russisk ’Google’

    Efter ulykken var de mest populære søgeord i Yandex, den største russiske søgemaskine: Katyn, Smolensk og Polen.

    Russisk efterspørgsel

    Den officielle polske turistorganisation PTO er kimet ned at russiske rejsearrangører der vil besøge Polen, og i særdeleshed Krakow. I dag udgør tyskerne den største gruppe af turister, mens Krakow er danskernes foretrukne by at besøge i Polen.

    Katyn i Rusland

    En netop offentliggjort undersøgelse, gennemført af det russiske Lewada Center viser, at en tredjedel af den russiske befolkning ikke havde hørt om Katyn-massakren på de mere end 22.000 polakker der blev henrettet af det hemmelige sovjetiske politi NKVD i 1940, før flystyrtet 10. april.

    Putin besøg

    Sytten procent af de adspurgte sagde, at første gang de overhovedet hørte om massemordene, var efter Vladimir Putin og Donald Tusks besøg i Katyn på 70 årsdagen for folkedrabet.

    Hvem er skyldig?

    Ifølge undersøgelsen ved 47 procent af russerne ikke, hvem der var ansvarlig for Katyn-massakren. 34,9 procent siger det var Stalin (som er korrekt) og 17,7 procent mener, at det var nazisterne, der dræbte polakkerne i Katyn-massakren.

    Flest overrasket

    76,4 procent af de adspurgte var ikke klar over, at det først var i 1990 at Sovjetunionens ledere indrømmede, at det sovjetiske regime var ansvarlig for Katyn-massakren.

    Indtil da var det forbundet med livsfare blot at omtale Katyn. Polens turistorganisation iværksætter ny et beredskab, der kan rumme den nyvundne russiske interesse.