Lech Walesa og Jaroslaw Kaczynski foran en dommer

    lech_walesa_jaroslaw_kaczynski

    Lech Walesa var i topform i retslokalet i Gdansk, hvor han mødte op iført sin berømte Konstytucja t-shirt, foran sagsøgeren; partiejer Jaroslaw Kaczynski. Foto: Maciej Kosycarz, KRF.


    GDANSK: Jaroslaw Kaczynski har stævnet Lech Walesa og kræver at han trækker udtalelser tilbage. Torsdag mødtes de to i retten om sagen.


    Det vakte stor medie opmærksomhed torsdag, da formanden for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) Jaroslaw Kaczynski mødtes ved retten i Gdansk med Lech Walesa – Polens tidligere præsident og eneste Nobel Fredspris modtager. Lech Walesa havde iført sig den berømte forfatnings t-shirt KONSTYTUCJA, der er blevet et symbol for polakkernes kamp for demokrati, og mod de retsreformer som Kaczynski-regimet forsøger at tvinge igennem. Kaczynski har forud for retssagen krævet 30.000 zloty af Lech Walesa, samt at han trækker sine udtalelser tilbage og undskylder. Men det afviser Polens tidligere præsident. Han står ved sine ord.

    Lech Walesa indrømmer fejl

    Før retsmødet havde de to kamphaner da også en samtale ved indgangen til retslokalet sammen med journalister og advokater. Og bølgerne gik højt.

    – Jeg må indrømme at jeg lavede fejl i min tid som præsident, den største var at ansætte dig, sagde Lech Walesa direkte henvendt til Jaroslaw Kaczynski, der omvendt beskyldte Lech Walesa for at være spion for kommunisterne. Men i de polske medier kan man finde gamle valgplakater, hvor Jaroslaw Kaczynski er flankeret af Lech Walesa, som bevis i valgkampen 1989 på at Kaczynski ikke var kommunist.

    To timers retsmøde

    Dommeren indledte retssagen med at sige, at det var en atypisk sag som retten nu var blevet bedt om at dømme. Hun advarede også om, at uanset udfaldet af retssagen er det ikke god pr for Polen. Dommeren sagde også, at det kunne være svært at hænge Lech Walesa op på sine udtalelser, da han som privatperson kan sige hvad han vil. Derefter gik den to timer lange retssag i gang.

    Deler Polen

    De to personligheder er symboler for hver deres fløj i det delte polske folk. De demokrati- og EU-venlige polakker, og de polske ekstrem katolske nationalister på den anden side. Da Lech Walesa var præsident, fyrede han Lech og Jaroslaw Kaczynski som rådgivere og ministre, og siden har kemien blandt dem været mildt sagt meget anstrengt. Lech Kaczynski omkom i 2010. Retsmødet var oprindeligt berammet i maj, men det blev udsat til torsdag, da Jaroslaw Kaczynski ikke var rask i denne periode.

    Træk udtalelser tilbage

    Kaczynski vil blandt andet have Lech Walesa til at trække sine udtalelser om Smolensk ulykken tilbage. Lech Walesa har sagt, at Jaroslaw Kaczynski er medskyldig i ulykken, da han var med til at presse broderen Lech Kaczynskis fly til at lande i Smolensk, trods advarsler, dårligt vejr og manglende teknisk udstyr på jorden. Ulykken kostede 96 polakker livet.

    Lad os høre samtalen

    Lech Walesa har krævet at båndoptagelsen med den sidste samtale mellem de to brødre inden ulykken bliver offentliggjort. Det er noget af det eneste materiale der ikke er offentliggjort om Smolensk, efter at PiS-regeringen kom til magten for tre år siden. Kaczynski vil ikke offentliggøre samtalen, men nægter at han havde presset sin bror til at forsøge at lande trods advarsler. I retten sagde han:

    – Den anklage er meget hård, sagde Jaroslaw Kaczynski. Han sagde også at han aldrig gav instrukser til sin bror.

    – Jeg har aldrig givet ordre til min bror. Det eneste emne i den samtale handlede om vores moders helbredsmæssige tilstand. Min bror (præsident Lech Kaczynski, red.) fortalte mig, at det ikke var en livstruende situation, så jeg behøvede ikke at tage på hospitalet, fortalte Jaroslaw Kaczynski i retten. Den 10. april 2010, da ulykken fandt sted i Smolensk, skulle begge Kaczynski brødre have været med på turen. Den gang blev det oplyst, at Jaroslaw Kaczynski var på hospitalet hos sin mor – og derfor ikke kunne tage med på den fatale rejse til Smolensk/Katyn. Jaroslaw Kaczynski stod ellers på passagerlisten lige ind til flyafgangen.

    Ikke rask

    Det indgik også i torsdagens retssag, at Lech Walesa har udtalt at Jaroslaw Kaczynski ikke er mentalt rask, efter at han mistede sin bror i ulykken for otte et halvt år siden. Lech Walesa kom også med drillerier mod Jaroslaw Kaczynskis homoseksualitet, som dog aldrig er blevet erkendt. Lech Walesa har tidligere tilbudt at forsone sig med Kaczynski, men det kommer ikke til at ske lovede de begge forud for dagens retsmøde.

    Hetz mod Lech Walesa

    Det statskontrollerede TVP bragte igen torsdag aften en udsendelse med nye beskyldninger mod Lech Walesa. Det er meget sandsynligt, at der er en direkte forbindelse mellem retssagen og timingen af tv-udsendelsen, da TVP bruges til regerings propaganda. Kaczynski fremførte da også nogle af de beskyldninger, der siden kom frem i programmet på TVP.

    Hetz mod dommer

    Hvad retssagen ender med er ikke til at forudse, og i et land med et retssystem der hænger i laser, som er dømt ude af det internationale retlige samarbejde, kan det være særdeles svært at forudse.

    Men der er allerede nu indledt en hetz mod dommeren fra torsdagens retssag i Gdansk. Hun er nemlig blevet fotograferet med en forfatnings t-shirt privat i løbet af sommeren. Tilhængere af Kaczynski mener derfor, at hun ikke er habil nok til at kunne dømme i sagen. T-shirten er identisk med den, som Lech Walesa bar ved torsdagens retsmøde. Også dommerens indledende kommentarer, er ikke blevet modtaget godt af den polske ledelse. I forvejen jagtes den polske dommerstand af ”disciplinære” årsager, i forsøget på at fjerne dommere der ikke er loyale overfor styret i Warszawa.

    Der bliver efter planen afsagt dom den 6. december i Gdansk.