KØBENHAVN: Polakkerne har afsluttet fire folkeafstemninger og et parlamentsvalg. Nu har Polen brug for en dansk model, mener polennu.dk.
Det vigtigste parlamentsvalg i Polens historie er slut. Nu er der brug for en dansk model – ikke på det polske arbejdsmarked – men i det polske parlament, mener polennu.dk.
Uanset valgresultatet af parlamentsvalget, så står Polens nye folkevalgte overfor et drama af dimension i den kommende tid. Kaczynski-regeringen har siden 2015 siddet solidt på magten, og renset godt og grundigt ud hos myndighederne, domstolene og hos medierne. Og med metoder, der ligger langt fra den normale demokrati-fortolktning. Det er også lykkedes Polen under Jaroslaw Kaczynskis ledelse at erstatte venskaber med fjendskaber. Det gælder i forhold til EU, Israel, Tyskland, og selv forholdet til USA er anstrengt. Op til valget er Ukraine også kommet med på Kaczynski-regeringens fjendeliste.
Ny situation efter valget
Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) kunne ved seneste valg indtage regeringskontorerne alene. Det sker ikke denne gang ifølge alle målinger, og derfor skal partiet finde opbakning andre steder. PiS har ingen venner, og det potentielle yderliggående koalitionsparti Konføderationen, har svoret at de ikke vil samarbejde med PiS. Den stejle holdning ventes dog at kunne blødes op, hvis partiet bliver godt og gavmildt belønnet for at støtte en evt. ny Kaczynski-regeringen. Men det vil blot gøre det polske politiske landskab mere ekstremt, og isolere Polen yderligere internationalt. Men ifølge den seneste måling, er støttepartiet ikke nok til at skabe et flertal. Dermed går stafetten formentlig videre til Donald Tusk, hvis ikke det lykkedes Kaczynski at få andre end Konføderationen med.
Men Donald Tusk og hans parti Borgernes Platform (PO) kan heller ikke klare sig uden støttepartier. Her ventes det at partiet Venstre vil bakke op om Tusk, ligesom det er sikkert at koalitionen Den Tredje Vej vil gøre meget for, at Kaczynski ikke fortsætter. Men alliancen er dannet i protest mod, at de seneste mange valg har været et opgør mellem Donald Tusk og Kaczynski. Deraf navnet; Den Tredje Vej. Hvilken vej de vælger, kan stadig være helt åben.
Jeg fortalte en god polsk ven forleden, at det bedste der kan ske for Polen er, at Jaroslaw Kaczynski og Donald Tusk stoppede i polsk politik, og gav plads til nye og yngre kræfter. De er begge slidte, polakkerne er trætte af dem begge, for de har været i magtens maskinrum alt for længe. Der er sket før i historien, at statsledere der har sat sig på magten i over otte år, har meget svært ved at slippe den igen – og Kaczynski vil gøre alt for at beholde magten, fremfor at give plads til nye demokratiske kræfter. Derfor kan man også meget nemt forestille sig, at der bliver sat mange spørgsmål ved valgresultaterne hvis de er til ugunst for Kaczynski-regeringen, ligesom der formentlig vil blive spekuleret i at kassere stemmer fra de store valgsteder, hvis ikke de ankommer til tiden – dvs. seneste 24 timer efter at valgstederne er lukkede.
Uanset hvem der er valgets vinder, når vi kender det endelig resultat – måske på tirsdag, så har Polen brug for stabilitet og løsninger på den lange stribe af problemer, som Kaczynski-regeringen har skabt på egen hånd. Udover fjendskaberne lider Polen under en ekstrem høj inflation, korruption, vennetjenester ligesom der mangler milliarder af euro fra EU, som tilbageholdes på grund af Polens krænkelser af det demokratiske fundament. Ingen tvivl om, at Donald Tusk som tidligere EU-præsident, hurtigt kan løse den knude op, hvis Kaczynski bliver sat ud af spillet.
En dansk model er løsningen
Det er ønsketænkning, men den eneste rigtige løsning for polakkerne, er en samlingsregering efter dansk forbillede – en dansk model. Det kan umiddelbart være svært at få øje på en bred regering i det hektiske, udemokratiske polske politiske landskab, men i Polen er alt muligt. Alt kan ske. Partidisciplinen i Polen er da heller ikke på samme niveau, som i f.eks. Danmark.
Polakkerne, Polen, Europa – ja, hele verden har brug for polsk demokratisk stabilitet og troværdighed. Det kræver at nye kræfter kommer til, det kræver at mange af de rabiate polske politikere hopper ned fra de høje træer, og finder pragmatismen frem.
polennu.dk håber, at Polen igen bliver et pletfrit demokrati, og at polakkerne igen blev ét samlet folk. Men det kræver en helhjertede indsats fra det nyvalgte parlaments medlemmer. Det kræver en dansk model.
Jens Mørch, redaktør polennu.dk.