Maria Sklodowska-Curie blev født i Warszawa i 1867. Hun døde i Frankrig i 1934. Arkivfoto
WARSZAWA: Polens Senat har dedikeret 2011 til den polskfødte Maria Sklodowska-Curie. Hun modtog for 100 år siden sin anden Nobelpris.
Hvem er Polens vigtigste kvinde gennem historien? Deltagerne i en afstemning om spørgsmålet mener, at svaret er Maria Sklodowska-Curie.
Den polskfødte videnskabskvinde kom ind som nummer et i afstemningen, som Polens Historiske Museum og magasinet Mowia Wieki har gennemført.
Officielt år
Maria Sklodowska-Curie modtog Nobelprisen i både fysik (1903) og kemi (1911).
Overhuset i det polske parlament, Senatet, har gjort 2011 til officielt Maria Sklodowska-Curie år.
Formålet er at udbrede kendskabet til hendes bidrag til videnskaben.
Fransk forbindelse
Samtidig fremhæver Senatet den polsk-franske forbindelse, som Maria Sklodowska-Curie symboliserer.
Hun var gift med den franske vidneskabsmand Pierre Curie og arbejdede hovedsagligt i Paris.
Videnskabscenter på vej
I Katowice bliver Maria Sklodowska-Curie året brugt til at gå i gang med et projekt, der bærer videnskabskvindens navn.
Sklodowska-Curie Science Center skal være et eksperimentarium, der præsenterer videnskab og teknologi på en lettilgængelig måde.
Organisationen bag byggeriet er på plads, og centret vil stå færdigt i løbet af få år.
Et lignende center åbnede sidste år i Warszawa. Det er opkaldt efter en anden af Polens store videnskabsmænd Nicolaus Copernicus.