Polske udbydere af sundheds og helseydelser, er gået sammen for at få flere danskere til at besøge Polens helse og kursteder. Foto: Uffe Pommergaard Nielsen, polennu.dk.
KØBENHAVN: En konference i Bella Center skal få flere danskere til at benytte de polske tilbud inden for wellness, tandlægebehandlinger og hospitalsydelser.
Sundheds-turisme kalder polakkerne med et enkelt ord det nye satsningsområde, som de kommende år skal trække nye grupper af turister til landet.
Polen tiltrækker allerede i dag mange turister til deres mange spa- og wellness-resorts og de mange tandlægeklinikker, der tilbyder høj standard til billigere priser end i nabo-landene, og nu skal branchen udvides og promoveres i blandt andet Danmark.
Fremstød i syv lande
Det polske eksport fremstød dækker kampagner i syv lande, herunder USA, Rusland, Storbritannien og Danmark. I hver af de syv lande arrangeres konferencer og møder mellem repræsentanter for polske tandlæger, hospitaler, skønheds-klinikker og spa-resorts og partnere fra landenes sundhedssystemer, rejsebureauer, private klinikker og forsikringsselskaber, fortæller Ada Kostrz Kostecka, der er direktør for projektet under det polske økonomiministerium.
Branche i vækst
– Sundheds-turisme er en branche i vækst i hele verden. Vi har allerede nogle år kunnet mærke den stigende efterspørgsel i Polen, og vi har derfor valgt at sætte ekstra fokus på området, fortæller Ada Kostrz Kostecka til polennu.dk.
Polsk-danske partner-møder
– Vi inviterer relevante partnere i Danmark til at deltage i konferencen i Bella Center den 8. september, hvor de kan holde møder med de polske udbydere af sundhedsydelser, der deltager i turen til Danmark, fortæller Ada Kostrz Kostecka til polennu.dk.
Konference i Bella Center
I forbindelse med møderne afholdes en konference med fokus på perspektiverne for dansk sundheds-turisme til Polen.
Konferencens talere tæller direktøren for Polens Turistorganisation i Norden Malgorzata Hudyma, den ny-udnævnte chef for handelsafdelingen på den polske ambassade i København Wanda Samborska og repræsentanter for danske praktiserende læger og den danske rejsebranche.
Højt profileret
Projektet for sundheds-turisme hører under det polske økonomiministerium og er medfinansieret af EU. Fremstødet i Danmark arrangeres af Det polske kontor for information og udenlandske investeringer PAIiIZ i samarbejde med AMEDS og Det europæiske entreprenør centrum.
Mere information om arrangementet kan fås hos PAIiIZ på mail m.rutkowska@ameds.pl
LÆS MERE
Eksternt link: Projektet Sundheds-turisme i Polen (engelsk)