Det polske hold kan tidligst i kvartfinalerne komme til at møde Danmark, som spiller i gruppe B i Sevilla. Billedet er fra en kamp mellem de to lande i Herning i 2011. Foto: Bjarne Jensen, polennu.dk
ZARAGOZA: Polens håndboldherrers nye tyske træner kommer på sin første store opgave til verdensmesterskaberne i Spanien.
I dag begynder verdenmesterskaberne i herrehåndbold i Spanien.
Polen spiller lørdag kl. 20.15 sin første kamp i den indeledende gruppe mod Hviderusland i Zaragoza.
De øvrige hold i gruppe C er Sydkorea, Slovenien, Serbien og Saudi Arabien.
For at komme til VM måtte Polen gennem to kvalifikationskampe mod Litauen, som dog viste sig at være en overkommelig opgave.
Ny tysk træner
Verdensmesterskaberne bliver den første store opgave for holdet nye træner, tyskeren Michael Biegler, som tiltrådte i september.
Han afløste holdets træner gennem otte år, Bogdan Wenta, som trak sig, da det ikke lykkedes Polen at kvalificere sig til De Olympiske Lege i London 2012.
Opbygning mod 2016
I sin trup har Biegler en række unge, talentfulde spillere og en stærk rutineret stamme som omfatter målmanden Slawomir Szmal og brødrene Marcin og Krzystof Lijewski, samt Karol Bielecki, som egentlig havde sagt farvel til landsholdet, men nu tager VM med.
VM 2013 kan betragtes som et led i opbygningen af et hold, der skal toppe, når Polen i 2016 arrangerer europamesterskaberne i herrehåndbold.