Polens nationale sygeforsikring i krise

    Den internationale krise har været dyr for Polens nationale sygeforsikringsselskab ZUS, der nu må ud på lånemarkedet og finde flere hundrede milliarder zloty. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Polens nationale sygesikringskasse er tom. Krisen, høje pensioner og understøttelse dræner ZUS, der nu må optage milliardlån.


    Polens nationale sygeforsikring, ZUS, må nu optage milliardlån i kølvandet på finanskrisen, for at kunne indfri sine forpligtelser, skriver Dziennik Gazeta prawna.

    Milliard forpligtelser

    Beregninger fra ZUS har chokeret flere politikere og medier i Polen. Det nationale sygeforsikringsselskab mangler 350 milliard zloty i likvider. Heraf har ZUS maksimalt dækning for 85 milliarder zloty fra den polske stat. Derfor må selskabet nu på lånemarkedet for at finansiere den store manko.

    Dyre reformer

    Baggrunden for likviditetskrisen er den stigende arbejdsløshed, nedsættelsen af pensionsalderen, særlige pensionsvilkår for kvinder over 55 år, for minearbejdere og andre erhverv.

    Ekstraudgifterne til nye førtidspensionsordninger koster alene den polske stat 8 milliarder om året.