Polens parlament fortsætter arbejdet med ny abortlov

Trods udgangsforbud har der været talrige protester på de sociale medier og i gaderne mod de nye abort-stramninger. Her med behørig afstand. Privatfoto.

WARSZAWA: Et flertal i det polske parlament støtter en ny stram abortlov, men forslaget går ikke direkte videre til anden behandling.


Det polske parlament Sejmen, har torsdag eftermiddag besluttet at arbejde videre med et borgerforslag, om et reelt forbud mod abort. Ud af 451 parlamentsmedlemmer stemte 254 for en skrappere abortlov, 187 imod og 10 stemte blankt.

Sendes i udvalg

Til gengæld ville flertallet ikke sende forslaget direkte videre til anden behandling, men vil sende det til debat i en række udvalg, inden der tages beslutning om, hvor vidt forslaget skal sendes videre til anden behandling. For det stemte 375, 68 imod og 7 stemte hverken for eller imod, ud af de 450 der afgav stemme.

Status er herefter, at et flertal i parlamentet vil stramme abortlovgivningen, men at tempoet er nedsat. For at den nye lov skal kunne træde i kraft, skal den gennem tre behandlinger i parlamentets underhus, til godkendelse i overhuset (som kan overtrumfes af ny afstemning i underhuset), og så skal den til sidst forsynes med en underskrift fra den polske præsident.

Polens præsident Andrzej Duda har allerede meddelt, at han vil skrive under på nye abortstramninger.