Polske Majka nummer fem i italiensk cykelløb

rafal_majka_tour_de_polen_rundt_polennu

Polske Rafal Majka fik den bedste placering i Giro d’Italia, som nogen polak hidtil har fået. Foto: Jakub Wozniak, polennu.dk.


TORINO: Polske Rafal Majka har skrevet polsk cykel-historie med en femteplads ved Giro d’Italia.


Polske Rafal Majka, der kører for holdet Tinkoff, afsluttede søndag det italienske cykelløb Giro d’Italia på en samlet femteplads. Det er det bedste resultat, som en polsk cykelrytter hidtil har opnået i det italienske løb.

Tidligere nummer seks og syv

Majka kørte en syvendeplads hjem for tre år siden og blev året efter nummer seks, og han tror på, at han kan blive ved med at forbedre sig de kommende år.

– Jeg gjorde mit bedste, de andre var simpelthen bare bedre denne gang. Jeg har lært en masse i løbet af denne tour. Jeg ved, at jeg stadig har meget arbejde foran mig for at kunne vinde et løb som det her. Men jeg er sikker på, at jeg vil blive i stand til det til slut, skrev Majka på sin facebook efter afslutningen på Giro d’Italia.

Ser frem til Tour de France

Rafal Majka kan nu se frem til sommerens Tour de France, hvor han skal køre for holdkaptajn Alberto Contador.

Majka kan i sin hidtidige karriere se tilbage på at have vundet to etapesejre og den prikkede bjergtrøje under Tour de France for to år siden, hvor Contador måtte udgå og hold Tinkoff i stedet valgte at køre for Majka.