Populær eks-landsholdspiller ny chef for polsk fodbold

Den_nye_fodboldformand_og_regeringen_vil_genoprette_tilliden_til_polsk_fodbold

Lato har gjort det til en mærkesag at få genoprettet tilliden til polsk fodbold. Han er selv en populær rollemodel for polsk fodbold. Ved VM i 1974 scorede han mod verdensmestrene fra Argentina, som Polen slog 1 – 0.


Det polske fodboldforbund (PZPN) har valgt den tidligere landsholdsspiller Grzegorz Lato til ny formand. Han var en markant skikkelse på landsholdet i 70’erne og er den fodboldspiller, der har vundet mest til Polen.


Der var spænding til det sidste. Valget til den magtfulde post stod mellem Zbigniew Boniek, Grzegorz Lato og Zdzislaw Krecina. 110 delegerede var samlet og valget blev overværet af repræsentanter for den polske regering, det europæiske fodboldforbund UEFA og det internationale fodboldforbund, FIFA.

Lato fik 57 af de i alt 112 afgivne stemmer.

Grzegorz Lato afløser Michal Listkiewicz som chef for fodboldforbundet. Listkiewicz var ellers FIFA’s favorit til formandsposten. For nogle uger sagde den magtfulde fodbold-chef Sepp Blatter på et møde med den polske regering:
– Listkiewicz er den eneste mand, jeg kan gøre forretninger med i Warszawa.

Slut med korruption

Polens fodboldforbund håber med valget af Lato, at måneders konflikt med regeringen kan afsluttes. Balladen er opstået efter afsløringer om omfattende korruption inden for alle niveauer i polsk fodbold. Over 160 spillere, trænere og officials er blevet anholdt – og det polske fodboldforbunds midler blev tidligere på ugen beslaglagt af politiet i Wroclaw.

Lato har op til valget lovet at bekæmpe korruption og fixede kampe og han vil genskabe tilliden til polsk fodbold. Lato er også kendt som fodboldekspert på flere polske tv-kanaler og han har været senator for den Demokratisk Venstre Alliance fra 2001 til 2005.

Tilliden til EM 2012

Det er vigtigt for det polske fodboldforbund at genskabe tilliden til polsk fodbold. Polen og Ukraine er værter for EM i fodbold 2012 og forberedelserne til slutrunden har i forvejen været stærkt kritiseret.