Putin uønsket til 80-års markering af Anden Verdenskrig

    donald_tusk_ved_westerplatte_1_september_2014_polennu

    Det var ud for Westerplatte ved Gdansk, at Nazityskland og Sovjetunionen indledte Anden Verdenskrig med det formål at udslette Polen og polakkerne. Den 1. september er det 80 år siden. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Polen har ikke inviteret russiske embedsmænd med til 80-års dagen for udbruddet af Anden Verdenskrig.


    En talsmand for Polens præsident Andrzej Duda, siger at Ruslands præsident Vladimir Putin ikke er inviteret med, når 80-års dagen for udbruddet for Anden Verdenskrig markeres på Westerplatte ud for Gdansk.

    Talsmanden oplyser, at ingen russiske embedsmænd er inviteret med til markeringen.

    Første skud ved Gdansk

    Det første skud, der førte til Anden Verdenskrig blev affyret mod fæstningen på Westerplatte ud for Gdansk, den 1. september 1939 af et tysk krigsskib. Måneden før havde Nazitysklands diktator Adolf Hitler og hans russiske kollega Josef Stalin aftalt at fjerne Polen fra landkortet igen. Og samtidig fjerne alt hvad der kunne minde om polsk identitet.

    Tysk præsident?

    Polen har nu sendt invitationer ud til markeringen af 80-årsdagen til medlemmerne af EU og NATO, samt flere af de tidligere lande i Østblokken under kommunismen. Blandt de prominente gæster ventes den tyske præsident Frank-Walter Steinmeier at deltage. Præsidentens talsmand nævner ikke Israel ved navn blandt de lande der inviteres, men det er formentlig blot en forglemmelse.

    Vladimir Putin var med i Gdansk for ti år siden, da 70 årsdagen for Anden Verdenskrigs udbrud blev markeret. Men det var før krigen i Østukraine og besættelsen af Krim. Traditionen med at markere udbruddet for Anden Verdenskrig, var på baggrund af en ide af den myrdede Gdansk-borgmester Pawel Adamowicz.

    “Fædrelandskrigen”

    For Rusland og russere er der ikke noget, der hedder Anden Verdenskrig. I russiske termer taler man om den store Fædrelandskrig (1941-1945). Den krig begyndte, da Adolf Hitler brød sine aftaler med Stalin, og angreb Rusland. Russerne var ikke klar til at modstå et angreb, da den russiske diktator ikke troede på de efterretninger han fik om at Hitler ville indtage Moskva. Det lykkedes Stalin at modstå angrebet, og med hjælp fra USA og England indledte Den Røde Hær et modangreb, der førte til at russerne kunne indtage Berlin i maj 1945.

    Anden Verdenskrig sluttede i august samme år, da Japan overgav sig efter at være ramt af to amerikanske atombomber.