Uffe Ellemann-Jensen er blandt talerne, når der fredag er konference om 100 års diplomatiske forbindelser mellem Polen og Danmark. Foto: Lars Møller, polennu.dk.
ODENSE: Danmarks tidligere udenrigsminister og Polens nuværende ambassadør er blandt talerne, når Syddansk Universitet markerer 100 års diplomatiske forbindelser med en konference.
Fredag fejrer Syddansk Universitet (SDU) og Polens ambassade i Danmark, 100 året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Polen. Det sker ved en konference, der indledes af Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Polens ambassadør i Danmark, Henryka Moscicka-Dendys. Uffe Ellemann-Jensen taler om kommunismens fald, og vejene til det baltisk samarbejde der er etableret i dag.
Emner gennem 100 år
Men også andre fremtrædende eksperter er til stede. Blandt andet taler Lektor Svend Gottschalk Rasmussen (SDU) og Steen Andersen fra Rigsarkivet om mellemkrigsårenes samarbejde mellem Polen og Danmark, mens lederen af Det Danske Kulturinstitut i Warszawa, Bogusława Sochanska indleder om Polen, Europa og den Kolde Krig. Peer Henrik Hansen fra Museum Langeland (Langelands Fortet) taler om perspektiverne for dansk Kold Krigs-forskning i forhold til Polen.
Aftale i 1924
Danmark og Polen indledte de diplomatiske forbindelser i maj 1919, og i 1924 blev samarbejdet udvidet med en aftale om handel og skibstrafik – en aftale der stadig er gældende. Under kommunismen i Polen og i den Kolde Krig fra 1945 og frem til 1989 foregik den diplomatisk indsats primært gennem gensidig spionage.
100 års konferencen får også besøg af repræsentanter fra det polske rigsarkiv IPN, der i øjeblikket er under kritik for misbrug af forskningsresultater til politiske formål.
Den første taler fredag er Uffe Ellemann-Jensen, der begynder klokken 10.00. Konferencen foregår i Campus kollegiet – Room Sky – hos Syddansk Universitet i Odense og fortsætter frem til 17.30.
LÆS MERE
Eksternt link: Naboer på tværs af Østersøen