

WARSZAWA: Det var en ukrainsk journalist, der stod bag aktionen med rød maling på den russiske ambassadør i Polen.
Det var en ukrainsk journalist, der tidligere i dag kastede rød maling på Ruslands ambassadør i Polen, Sergei Andreyev. Episoden fandt sted foran en kirkegård for sovjetiske soldater i Warszawa. Billederne er gået verden rundt.
Organisatoren til aktionen er den ukrainske journalist Iryna Zemliana. Hun er kendt for at have organiseret flere andre demonstrationer og blokader, blandt andet mod lastbiler mellem Hviderusland og Polen.
Rød maling som blod
– I dag afbrød vi den russiske ambassadørs kransenedlæggelse af blomster ved monumentet for sovjetiske soldater. Vi gik mod ambassadøren, og åbnede poser med falsk blod. Blodet (rød maling, red.) ramte ambassadøren og hans kollega. De gik forlegent væk, mens vi råbte “fascister” til dem. Vi lod dem ikke lægge blomster, skrev Zemliana på de sociale medier efter aktionen.
Polens udenrigsminister Zbigniew Rau beklager hændelsen, og understregede i en kommentar efter, at diplomater nyder en særlig beskyttelse, uanset hvilken politik deres regeringer repræsenterer.