Underskrifter skal afsætte borgmester i Warszawa

    Hanna_Gronkiewicz-Waltz

    Borgmester i den polske by Warszawa og næstformand i Borgernes Platform (PO) Hanna Gronkiewicz-Waltz. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Kampen mellem regeringspartiet (PO) og oppositionens største parti (PiS), tager til i styrke. En borgmester er allerede udskiftet efter lokalvalg i utide.


    I modsætning til danskerne, kan polakkerne afsætte en borgmester midt i en valgperiode.

    Magtkamp i hovedstaden

    Den regel vil Polens største oppositionsparti, Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) nu bruge i Warszawa, for at få den populære borgmester Hanna Gronkiewicz-Waltz fra Borgernes Platform (PO) vippet af pinden.

    230.000 underskrifter

    Mandag blev der afleveret over 230.000 underskrifter til valgkommissionen, der kræver at borgmesterens mandat skal efterprøves ved en afstemning blandt byens borgere. Det er både PiS-medlemmer og andre politiske grupperinger der står bag mistilliden og kravet om en ny borgmester.

    Flere valgrunder

    Hvis valgkommissionen finder, at mindst 134.000 af underskrifter er gyldige (10 procent af de afgivne stemmer fra sidste valg, red.) så skal der gennemføres en tillidsafstemning om borgmesteren. Taber borgmesteren den afstemning, skal der udskrives valg af ny borgmester, hvor Hanna Gronkiewicz-Waltz også kan opstille.

    Borgmesterskifte i Elblag

    Tidligere på måneden blev en borgmester i den polske by Elblag afsat. Det var en borgmester fra Borgernes Platform, der tabte den efterfølgende afstemning til en kandidat fra Lov og Retfærdighedspartiet. Det er samme øvelse, som oppositionspartiet nu vil forsøge sig med i den polske hovedstad.

    Partiledere i front

    Statsminister Donald Tusk, der er formand for PO og oppositionslederen Jaroslaw Kaczynski, PiS, deltog begge aktivt i kampagnen i Elblag, og vil gøre det samme når det gælder den vigtige borgmesterpost i hovedstaden.

    Hvis et nyt valg af borgmester skal gennemføres, kræver det af 3/5 af stemmerne fra sidste borgmestervalg i Warszawa, går imod den siddende borgmester. Det svarer til, at 389.430 polakker i hovedstaden, skal stemme imod Hanna Gronkiewicz-Waltz.