Den 42-årige prisvindende polske filminstruktør Marcin Wrona under sin præsentation af filmen Dæmon ved Gdynia Filmfestivalen i sidste uge. Foto: Krzysztof Mystkowski, KFP.
WARSZAWA: Den respekterede og prisvindende polske filminstruktør Marcin Wrona, 42 år, blev torsdag begravet i Polen.
Det lagde en dæmper på festlighederne ved Gdynia Filmfestival i weekenden, at den unge polske filminstruktør Marcin Wrona mistede livet om morgenen på festivalens sidste dag. Torsdag blev han begravet i Warszawa.
Aflyste festligheder
Meddelelsen om den populære Marcin Wronas død på sit værelse tidligt lørdag morgen på Hotel Mercuri i Gdynia, sendte chokbølger gennem den polske filmbranche. Den triste besked fik arrangørerne til at gennemføre et minuts stilhed, vise glimt af instruktørens film ved prisuddelingen, aflysning af den røde løber samt aflysning af musik ved den afsluttende fest på samme hotel lørdag aften og nat.
Premiere film
Marcin Wronas film ’Dæmon’ var nomineret til prisen som bedste film i festivalens hovedkonkurrence. Filmen havde verdenspremiere i Canada ved Toronto Filmfestival tidligere på måneden, polsk premiere på Gdynia Filmfestivalen og amerikansk premiere torsdag.
Stor ros til ny film
Filmen handler om en afdød person, der opsøger de levende og om Polens smertelige fortid under Anden Verdenskrig og Holocaust. I Toronto blev hans film ros til skyerne, og han blev betegnet som en ny markant skikkelse på den internationale filmscene.
Mystisk død
Politiets talsmand Michal Rusak, siger at politiet blev underrettet klokken 5.30 af den afdødes kone. Den foreløbige obduktion viser, at han er død ved hængning, formentlig selvmord. Anonyme, men troværdige kilder siger til polennu.dk, at Wrona godt nok blev fundet med et tøjstykke om halsen, men at de fysiske forhold i hotelværelset, ikke gjorde et selvmord muligt ved hængning.
Selvmord?
Udefra set kan det også forekomme mystisk, at den unge Marcin Wrona, der er født den 25. marts 1973 i Tarnow, valgte at tage sit eget liv. Fire måneder tidligere var han blevet gift med Olga Szymanska, hans kommende film han fået overvældende anmeldelser, og fremtiden tegnede i det hele taget godt for den succesfulde filmmager.
Glad timer før
To timer før Wronas død, havde den dansk-polske filmmand Ole Wendorff-Østergaard og polennu.dk redaktør Jens Mørch en samtale med den afdøde, der virkede glad og i godt humør under en fest fredag aften arrangeret af TVN på Hotel Mariott i Gdynia.
Foreløbig teori
Andre kilder polennu.dk har talt med, har samme oplevelse af den 42-årige filmmagers humør og generelle sindstilstand i timerne op til hans død. Politiet har endnu ikke afsluttet efterforskningen af dødsfaldet, og betegner da også selvmordsteorien som foreløbig, indtil alle undersøgelserne er gennemført.
Stor sorg
Da meddelelsen om Marcin Wronas død kom festivaldeltagerne for ører, vakte det stor sorg og gråd omkring bordene ved morgenmadsbuffeterne på Gdynias hoteller, hvor de 3.000 festivaldeltager boede. –
– Marcin var elsket af alle, og hans død er et stort chok for alle, sagde festivalens kunstneriske leder og ven til den afdøde, Michal Oleszczyk, der også var den første der bekræftede den unge filmmands alt for tidligere død.
– Mine tanker går først og fremmest til hans hustru, siger festivallederen.