KØBENHAVN: Enhedslisten vil sagsøge Polen for ”LGBT-frie zoner” ved EU-domstolen. Men de skulle hellere gøre som Willy Brandt, mener redaktør.
Willy Brandt og Polen: Enhedslistens Søren Søndergaard har stillet et forslag, der skal tvinge regeringen til at gå dansk enegang ved EU-domstolen mod Polen. Det skriver Altinget.
LÆS ALTINGET: Enhedslisten vil sagsøge Polen
Men det er en meget dårlig ide, de bør hellere gå i fodsporene på Willy Brandt, mener polennu.dk redaktør.
SE DR Horisont (35 min): Homo-kampen raser i Polen
Venstrefløjens koryfæer skulle hellere sige undskyld for den kommunistiske ideologis forbrydelser, lige som Willy Brandt gjorde for den nazististske ideologis forbrydelser. Det var også kommunisterne der satte en stopper for LGBT-relationer i Polen, så der er meget at undskylde og forstå for nuværende og tidligere kommunister.
Fred og forsoning med Willy Brandt
I 1970 rejste den vesttyske forbundskansler Willy Brandt til Warszawa for at sige undskyld for alle de tyske grusomheder der gik ud over især Polen under Anden Verdenskrig. Han knælede, talte om forsoning og lagde en krans ved et mindesmærke i den tidligere jødiske ghetto i Warszawa, hvorfra mange jødiske polakker blev ekspederet videre til udryddelseslejre og den visse død.
Ny ideologi
Da den nazistiske ideologi og den tyske besættelse blev indledt i 1939, fik alle polakker vendt op og ned på deres liv. Inden nazisternes indtog var f.eks. abort og seksuelle relationer mellem to af samme køn tilladt i den polske lovgivning. Begge dele blev lovfæstet i Polen allerede i 1932. Det var også i det frie Polen, at verdens første Miss-konkurrencen blev gennemført, hvilket var helt utænkeligt mange andre steder i verden i begyndelsen af 1930’erne. Men det frie liv holdt da heller ikke længe. Det Polen, der var genopstået i 1918, blev brutalt destrueret af den tyske nazistiske besættelsesmagt og underlagt den nazistiske ideologi.
Ideologier fra øst og vest
Indledningen til Anden Verdenskrig var aftalt mellem det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Sovjetunionen. I august 1939 lavede de en aftale om at dele Polen. Tyskland gik ind fra vest den 1. september, og Den Røde Hær gik ind i Polen fra øst den 17. september. Sovjetunionen ville lige afvente den britiske og franske reaktion først. De to lande havde nemlig forinden lovet at hjælpe Polen i tilfælde af et tysk angreb. Men støtten udeblev, og den sovjetiske hær tog den tysk-russiske aftalte del af Polen. Samtidig udryddede både tyskere og sovjetter den polske elite, herunder mange katolske præster, i et forsøg på at ødelægge Polens mulighed for at genopstå som selvstændig stat.
Undskyldning fra Willy Brandt
SE DR Horisont (35 min): Homo-kampen raser i Polen
De forbrydelser, som Willy Brandt undskyldte for i 1970, var indeholdt i den nazistiske ”Generalplan Ost”. Det var en plan for etnisk udrensning af alle ikke-tyske befolkningsgrupper. Den tyske diktator Adolf Hitler krævede ”Lebensraum“ mod øst, og ti millioner tyskere skulle flyttes ind i Polen. Jøderne skulle udryddes, og polakker og andre østeuropæere skulle enten slås ihjel, deporteres længere mod øst eller arbejde i manuelle funktioner. Nazisterne lukkede allerede i 1939 de polske universiteter og gymnasier. Polakkerne blev herefter behandlet som undermennesker, som det bedst kendes fra apartheid styret i Sydafrika og raceadskillelsen i USA. Seks millioner polakker mistede livet under krigen – halvdelen af dem var jøder. Warszawa var Europas mest sønderbombede by.
Russisk hævn
Sovjetunionen havde sine egne ideologiske grunde til at slå polakker ihjel, da de havde stoppet Den Røde Hærs felttog mod Polen i 1920. I 1937-38 blev det polske mindretal i Sovjetunionen udrenset og mere end 100.000 slået ihjel. I 1939-41 blev hundrede tusinder polakker skudt eller deporteret til Gulag-lejre. Sovjetunionen blev som bekendt angrebet af Tyskland i 1941, og alliancen mellem den nazistiske og kommunistiske ideologi brød sammen. Sovjetunionen var efter krigen på sejrherrernes side og fik i 1945 tildelt Polen af krigens tre øvrige sejrherrer; England, Frankrig og USA.
Kommunismen slog vores sjæl ihjel
Selv om Anden Verdenskrig var hård for polakkerne, så var tiden efter også utrolig barsk, selv om det er en kendsgerning, der ikke rigtigt har fundet vej til de vestlige historiebøger. Et polsk ordsprog lyder: ”tyskerne slog vores krop ihjel, men russerne slog vores sjæl ihjel”.
Den ny kommunistiske ideologi vendte nemlig op og ned på de polske familier og det polske civilsamfund. Traditionelle værdier og institutioner kom under et voldsomt pres. De selvstændige landmænd, kirken og kernefamilien blev anset som en trussel mod det nye regime.
I perioden efter Anden Verdenskrig anvendte det kommunistiske regime udemokratiske metoder som massefængslinger, tortur og henrettelser, selv om der også til tider blev taget mere raffinerede og mindre voldelige metoder i brug. Men målet blev efterhånden klart for selv de mindst oplyste polakker:
Ideologien der ødelagde familien
Det private rum og den individuelle frihed skulle minimeres. Kvinder og mænd skulle alle ud på arbejdsmarkedet, der bestod af store statslige fabrikker og institutioner. Det varme middagsmåltid blev indtaget på arbejdspladser og i skoler. Fællesskabet frem for familiens sammenhold. Og samværet mellem børn og deres forældre skulle også minimeres. Børnene blev tilskyndet til at tage på kommunistiske weekender og sommerlejre, og det traditionelle kendte familiemønster blev erstattet med et påtvunget kommunistisk fællesskab.
Ideologien der ødelagde LGBT rettigheder
Men det var langt fra den eneste konsekvens af kommunisternes ideologi i Polen. Polakker, der havde relationer mellem to af samme køn, altså det vi i dag ville kalde for LGBT-personer, blev stemplet som sociale afvigere. Officielt var de ikkeeksisterende i det kommunistiske polske samfund, da den kommunistiske ideologi formelt havde udryddet kapitalismens onder som arbejdsløshed, stofmisbrug, prostitution, psykiske sygdomme, homoseksuelle og andre former for ”afvigere”. Myndighederne chikanerede alt og alle, der ikke passede ind i ideologiens idealer. I perioden mellem 1985 og 1987 blev cirka 11.000 homoseksuelle polakker arresteret og udsat for nedværdigende intime afhøringer om deres seksualliv. Det var efterretningstjenesten, der stod bag den såkaldte ”Operation Hyacint”.
Udnyttet til spionage
Officielt var formålet at modvirke udbredelsen af AIDS, men reelt handlede det om at knække disse menneskers personlighed, og presse dem til at blive hemmelige agenter mod Solidarnosc-bevægelsen med Lech Walesa i spidsen. Bevægelsen blev forbudt i 1981, men virkede som undergrundsmodstandsgruppe med hjælp fra den katolske kirke op gennem firserne. Først i 1989 slap polakkerne af med det kommunistiske regime og den ideologi, som havde undertrykt polske traditioner og individuelle frihedsrettigheder i næsten 50 år.
Frihedsbevægelsen i kirken
Det var også under kommunismen, at polakkerne for alvor blev katolikker. Man valfartede ikke til kirkerne, fordi man troede at Jomfru Maria kunne løse alle problemerne, men fordi kirkerne var polakkernes eneste fristed. Det var det eneste sted, hvor polakkerne uden videre kunne samles mere end tre personer. Da regimet fandt ud af, at kirken virkede som en hemmelig undergrundsbevægelse, blev mange præster og ledende katolske skikkelser bortført og myrdet i ly af natten og den polske opmærksomhed. Derfor kom der også flere hundrede tusinder mennesker til en katolske præsts begravelse i 1984, fordi det var første gang, der kunne føres bevis for, at de kommunistiske myndigheder stod bag bortførelsen og drabet på en præst. Hvis man skal forenkle polakkernes stærke katolske religiøsitet op gennem 1980’erne, så handler den mere om personlige frihedsrettigheder og en selvstændig polsk stat, end om religiøse skikke.
Gudstjenester under strejkerne
Da Lech Walesa og Solidarnosc gjorde oprør på Lenin-skibsværftet i Gdansk, var der gudstjenester i tide og utide i de uger, strejkerne varede. Det var heller ikke en ny leder i Sovjetunionen der fik polakkerne til at tro på selvstændigheden igen. Det var den polske paves ord. Det er fortsat opfattelsen i store dele af det polske samfund, også hvis man i dag spørger strejkeleder og tidligere præsident Lech Walesa.
Hjælp gennem kirken
Derfor betyder den katolske kirke utroligt meget for polakkernes identitet. Da der blev sendt nødhjælp til polakkerne under krigsretstilstanden i 1981 – 1983 via Røde Kors, var det de polske kommunistiske myndigheder, der tog hjælpen. Det var stort set kun den hjælp der blev sendt til polakkerne gennem de kirkelige organisationer, der nåede frem til de værdigt trængende polakker. Det er indlysende, at den katolske kirke spiller en afgørende rolle i Polen. Ikke alene på grund af religionen, men i højere grad på grund af kirkens rolle under to fjendtlige ideologier.
Dansk lovforslag rammer ved siden af
Derfor er det også med meget blandede følelser, når man lytter til danske politikere, som Enhedslistens Søren Søndergaard, der tilsyneladende har et noget begrænset kendskab til Polen. Han er dog alligevel initiativtager til beslutningsforslag nr. B 266, der er fremsat i folketinget. Det skal tvinge den danske regering til at stille den polske regering for EU-domstolen på grund af de LGBT-frie zoner. Og han har endda fået et flertal i folketinget med på ideen uden om regeringen. Det er dybt overraskende og foruroligende.
LÆS OGSÅ: Danske politikere sjusker med LGBT-krav
Begrundelsen for forslaget, der blandt henviser til artikler i BT, er ganske enkelt ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold. Og den populistiske retorik minder om den, der i dag bruges af de mest ekstreme kræfter i den polske regering, der misbruger LGBT-sagen til at fremme deres egne politiske dagsordner.
I forbindelse med første behandlingen af forslaget i Folketinget kunne man høre repræsentanter fra Venstre og Konservative, der sammenlignede LGBT-frie zoner med raceadskillelsen i USA og apartheid i Sydafrika. Det har heller ikke hold i virkeligheden.
Der er ingen lov i Polen mod LGBT-personer eller om LGBT-frie zoner, og det er usandt, når folketingspolitikere hævder, at LGBT-personer ikke kan handle i butikkerne. Når de samme politikere langer ud efter de katolske kræfter i Polen, så burde de hellere forsøge at forstå, hvorfor kirken har den rolle som den har. Mens vi i Danmark dannede foreninger og formede vort eget fritidsliv, så var polakkerne underlagt restriktioner, der stred mod basale menneskerettigheder. Kun i kirken var der rum for frie tanker og ideer.
SE DR Horisont (35 min): Homo-kampen raser i Polen
Vi taler i øst og vest
Når der tales om LGBT i Polen og LGBT i Danmark, så taler vi helt forbi hinanden. Man taler bogstaveligt talt i øst og vest om noget, der kun på overfladen lyder som det samme. I Polen frygter man en ny ensrettende ideologi, som kommunismen og nazismen, der er i frisk erindring, mens vi i Danmark med LGBT mener beskyttelse af personers rettigheder. Og det passer Kaczynski-regeringen ganske fint i korstoget mod EU og alt, der ikke er polsk. Yderfløjen i Polen beriges, hver gang LGBT-kampen når nye højder, og når EU-spøgelset, som Danmark er en del af, kræver en ”ny og tredje ideologi indført i Polen”.
Hvad er LGBT-frie zoner
LGBT-frie zoner findes ikke i den polske lovgivning, og har ingen juridisk betydning. Det er derimod lokale og regionale erklæringer om, at man vil bremse udbredelsen af ”LGBT-ideologien” og ”homo-terroren”. I samme erklæringer er der opbakning til den katolske kirke, den traditionelle kernefamilie og forældres ret til at opdrage deres børn med deres egne værdier. Disse erklæringer har ingen juridisk betydning og er på ingen måde omfattet af polske love eller bekendtgørelser. En by, der havde erklæret sig modstander af LGBT-ideologi, forsøgte at forhindre en LGBT-parade i byen. Men det kunne bystyret ikke, da den polske lovgivning sikrer fri og lige adgang til demonstrationer for alle.
Baggrunden for de LGBT-ideologi-frie erklæringer var fra begyndelsen et modtræk overfor bystyret i Warszawa, som erklærede den polske hovedstad for LGBT-venlig. Tryk avler modtryk. Og det er heller ikke myndighederne der har opfundet begrebet ”LGBT-frie zoner” – det er et dagblad og en kunstner, der står bag det begreb.
Skræmmekampagne i Danmark
Usande løsrevne argumenter fra den danske debat om LGBT-frie zoner i Polen:
”LGBT-personer får tæsk på gaden i Polen” – ”Politiet gør ingenting” – ”LGBT-personer må ikke være i LGBT-frie zoner” – ”LGBT-optog er forbudt” – ”LGBT-personer kan ikke betjenes i butikkerne” – ”Der er indledt klapjagt og forfølgelse i Polen” – og mange andre urigtige påstande. Det samme gør sig gældende i Polen, blot i en helt anden retning.
Skræmmekampagne Polen
I Polen er de løsrevne og falske påstande nemlig nogle ganske andre, som hurtigt kan få medvind blandt grupper af polakker: ”EU vil tvinge en ny ideologi ned over Polen” – ”EU vil med magt tvinge familier fra hinanden” – ”Det er slut med mor og far” – ”Abort bliver ny prævention” – ”Bruxelles er det nye Moskva” og mange andre løgnagtigheder. Og de traumatiserede polakker hopper nemt med på de værste skrækscenarier, for det har de rigtig mange gode historiske grunde til at gøre.
Demokratiet ER under pres
Demokratiet ER under voldsomt pres i Polen. Situationen er på alt for mange områder dybt bekymrende i Polen, ikke mindst når det gælder domstolene og mediernes arbejdsvilkår. Det første kæmper EU allerede med, og EU-kommissionens næstformand vil tage penge fra Polen allerede i år. Men det foregår på et oplyst, objektivt og sagligt grundlag. Det danske parlament bør give fuld opbakning til dette arbejde, frem for at forsøge med dansk enegang ved EU-domstolen.
Hvis de danske velmenende politikere fra den yderste venstrefløj med afsæt i kommunismen vil gøre en forskel, så kunne de med en rejse til Warszawa gå i fodsporene af Willy Brandt og anerkende og undskylde de traumer, som kommunismen har påført polakkerne. F.eks. sygeliggørelsen af LGBT-personer, som før kommunisternes indtog havde liberale vilkår i det frie Polen. Og det vil også være på sin plads at sige undskyld for mordene på de katolske præster, der risikerede deres liv for den polske modstandsbevægelse helt frem til 1989. Et passende sted at knæle kunne være foran Mokotow-fængslet i Warszawa, hvor kommunisterne myrdede mange af sine modstandere. Der er i forvejen mange mindeplader på fængselsmuren. Og det er aldrig for sent at sige undskyld.
Jens Mørch, chefredaktør polennu.dk.
