WARSZAWA: Polen vil formentlig torsdag eller fredag beslutte, at lukke alle polske regioner ned på grund af corona-pandemien. Smittestigningen er den højeste i to måneder.
Flere ting tyder på, at den polske regering i slutningen af ugen vil meddele, at Polen lukkes yderligere ned på grund af voldsomme smittetal. I forvejen er fire ud af Polens 16 regioner lukket ned. Smittetallene ventes i denne uge at overstige 25.000 nye daglige tilfælde, og sker det vil Polen blive lukket ned, oplyser flere uofficielle kilder i Polen.
Nedlukningen vil formentlig betyde, at alle polske hoteller, butikscentre, biografer, teatre, swimmingpools og andre sportsfaciliteter lukkes uden undtagelser.
LÆS OGSÅ: Polen corona-lukker Warszawa
Corona-regler i påsken
Sundhedsministeriet meddeler, at nyt om eventuelle nye restriktioner vil blive besluttet fredag, når ugens smittesprednings tal kendes. Sundhedsminister Adam Niedzielski siger, at regeringen også fredag vil fortælle om de restriktioner, der skal være gældende i påsken.
– Vi oplever en markant smittespredning over hele landet, og vi ser stigninger på mellem 40 og 50 procent i det sydlige Polen. Den situation giver ikke anledning til optimisme, siger Wojciech Andrusiewicz, der er talsmand i sundhedsministeriet.
I alt er 1.931.921 polakker nu blevet bekræftet smittet med covid-19.