Danmark gør klar til en uge for Ukraine

Ukraines præsident Volodymyr Zelensky og Danmarks statsminister Mette Frederiksen søndag i Skrydstrup. Danmark lover Ukraine fuld støtte, og et konkret tilsagn om leverancer af 19 F-16 fly. De første seks til nytår. Foto: Udenrigsministeriet.

KØBENHAVN: Ukraines præsident er i Danmark, hvor der gøres klar til en uge for Ukraine. Mandag besøger han Dronningen og Folketinget.


Den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky og hans hustru er kommet til Danmark, hvor de blev modtaget på Flyvestation Skrydstrup af Kronprinsesse Mary, statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen.

19 danske F-16 fly

Flyvestationen er base for de danske F-16 fly, og den danske statsminister kunne ved ankomsten meddele, at Danmark vil give 19 af sine F-16 fly til Ukraine. Statsministeren forventer, at de første seks F-16 fly kan være i drift i Ukraine omkring årsskiftet. Nu skal formaliteterne godkendes i USA, før leverancerne kan finde sted. Det anses dog for at være en form sag.

Grønt F-16 lys i maj

For USA gav allerede i maj måned grønt lys til, at NATO-medlemmer kunne overføre F-16 fly til Ukraine. På NATO-topmødet i juli blev det aftalt at en alliance med Holland og Danmark i spidsen for 11 lande skulle uddanne og levere F-16 fly til Ukraine. Fredag gav USA de formelle tilladelser til at ukrainske piloter, ingeniører og teknikker kunne uddannes i brugen af F-16 fly i Danmark og Holland. Et svar der kom efter dansk anmodning.

(Fortsættes under)

USA giver grønt lys for F-16 kampfly til Ukraine

LINK: USA giver grønt lys for F-16 kampfly til Ukraine (20. maj)

Ukraines præsident i Folketinget

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky kom søndag aften til København. Mandag skal han mødes med Folketingets medlemmer på Christiansborg, hvor også andre med interesse for Ukraine er inviteret med. Efter de formelle seancer med de folkevalgte, er der en uformel sammenkomst i Fællessalen på Christiansborg. En af dem der er inviteret med, er den danske pianist med ukrainske rødder, Elisabeth Holmegaard Nielsen. Den talentfulde pianist glæder sig til mødet mandag.

Den danske pianist med ukrainsk baggrund, Elisabeth Holmegaard Nielsen er inviteret til Christiansborg mandag. Her skal hun mødes med den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky. Foto: Julia Eva Severinsen.

– Jeg er stolt over at blive inviteret af den ukrainske præsident til at møde ham her i København. Han er en stærk samlende figur, og et forbillede for alle ukrainere – og for folkets stædighed og kampvilje, siger Elisabeth Holmegaard til polennu.dk søndag. Den talentfulde pianist udbreder ukrainsk kultur og musik i flere lande verden over, men med base på Østerbro i Danmark.

Koncert med ukrainsk verdensnavn

Hvis ikke man er så heldig som den ukrainske præsident Zelensky at møde den talentfulde pianist, så er der en mulighed onsdag aften, når Elisabeth Holmegaard Nielsen spiller sammen med den ukrainske verdensstjerne Antonii Baryshevskyi. Han er også berømt i Polen. Alene i det seneste år har han givet koncert i Filharmonia Łódzka og han har spillet sammen med National Polish Radio Symphony Orchestra i Poznan og Warszawa.

Koncerten er i anledningen af den ukrainske flagdag, og det er dagen før Ukraines nationaldag. Koncerten finder sted i Musikhuset København på Vesterbro, og der kan bestilles billetter på linket herunder.

LÆS MERE: Koncert med Elisabeth Nielsen og Antonii Baryshevskyi

Elisabeth Holmegaard Nielsen og den ukrainske verdensstjerne Antonii Baryshevskyi spiller onsdag aften i Musikhuset København på Vesterbro. Foto: Julia Eva Severinsen.

Ukraines præsident Volodymyr Zelensky skal også besøge Danmarks Dronning Margrethe mandag, hvor han kommer i audiens. Det ventes også at Kronprinseparret og deres børn deltager i besøget.

BILLET: Koncert med Elisabeth Nielsen og Antonii Baryshevskyi

Statsministeren

– Jeg er stolt over, at præsident Zelenskyy og førstedame Zelenska besøger Danmark, og jeg føler mig overbevist om, at danskernes stærke opbakning til Ukraines frihedskamp vil være tydelig under besøget. Danmark står fuldt og helt bag Ukraine og er klar til at støtte deres kamp, så længe det er nødvendigt, siger statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet). Den danske statsminister slog fast ved pressemødet, at det alene er Ukraine der bestemmer, hvornår der skal forhandles fred med Rusland, og på hvilke vilkår.

Forsvarsministeren

– Det gør mig stolt – både som minister og borger – at Danmark kan yde et så vigtigt bidrag til Ukraines forsvarskamp mod Rusland og deres meningsløse aggression. Selvom Danmark er et lille land, går vi nu forrest i støtten til Ukraine. Og det viser Danmarks stærke og langsigtede engagement for frihed og demokrati, siger vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (Venstre).

Udenrigsministeren

– Det er en stor ære, at præsident Zelenskyy og førstedame Zelenska kommer på besøg her, og det er et klart vidnesbyrd om det tætte forhold mellem Danmark og Ukraine. Jeg ser også frem til at drøfte, hvordan vi øger den internationale støtte til Ukraine med min gode kollega udenrigsminister Kuleba, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne).

Af sikkerhedsmæssige grunde,offentliggøres den ukrainske præsidents program i Danmark ikke, men der vil komme løbende orienteringer om besøget. Mandagens program for Zelenskyy og hans hustru begynder klokken 9.00, hvor de modtages af formanden for Folketinget, Søren Gade.

TV2 - Polen sender kampfly til Ukraine. Statsminister, forsvarsminister og chefredaktør. 20 mar 2023