OPDATERET: Polens parlament arbejder med et lovforslag, der vil straffe polakker med mindst 15 dages fængsel, hvis de klæder sig ud til halloween.
PRÆCISERING: Polens parlament har IKKE besluttet af forbyde halloween, og det har regeringspartiet heller ikke. Forslaget er sendt til behandling i et underudvalg i Sejmen for at få eksperters skøn på forslaget, oplyser Sejmens informationskontor. Kritikere af vores artikel hævder, at det bare er et skørt borgerforslag, og at regeringspartiet intet har med det at gøre. Det er korrekt at det er et borgerforslag, men regeringspartiets parlamentsformand har besluttet at sende forslaget videre til behandling, på samme måde som det skete med de nye abortstramninger. Det var heller ikke PiS-regeringens forslag, men de støttede det. Forslaget om at straffe bl.a. børn, strider mod den polske forfatning, og burde have været afvist af parlamentsformanden. Men det skete ikke. Det er en kendt sag, at mange af regeringspartiets medlemmer ønsker at afskaffe halloween af religiøse årsager. Vi håber hermed, at eventuelle misforståelser om sagen er udredt. Jens Mørch, polennu.dk.
–
Formanden for Sejmen, Elżbieta Witek (PiS), har igangsat arbejdet med en ny lov, der skal straffe polakker for at fejre halloweentraditionen. Det skriver det respekterede dagblad Rzeczpospolita.
Af forslaget til lovteksten hedder det:
…enhver, der den 31. oktober i alle kalenderår klæder sig ud f.eks. som skelet, heks, vampyr, djævel eller andet symbol der er forbundet med helvede, skal straffes med fængsel i mindst 15 dage.
.. de som den 31. oktober går og rundt og banker på døre i huse, beder om slik eller fortæller en ond vittighed, skal kunne straffes med en bøde på mindst 500 PLN eller fængsel.
Forslaget behandles i et underudvalg i Sejmen. Regeringspartiet har flertal til at vedtage loven.
polennu.dk er et frit og uafhængigt dansk medie. Vi har hver dag siden 2008 dag leveret gratis nyheder fra Polen på dansk. Hvis du gerne vil støtte vores fortsatte arbejde, så vil et bidrag kunne gøre en stor forskel. Vil du f.eks. støtte os med 100,00 kroner, så kan du gøre det ved at trykke her. Tak for din opmærksomhed.