Flertal af polakkerne er utilfredse med regeringen

    valgkamp_polen_tog_ewa_kopacz

    Polens statsminister Ewa Kopacz rejser Polen tyndt med tog i øjeblikket forud for efterårets valg. Og der er brug for en hård slutspurt, hvis Kopacz skal fortsætte som statsminister. PR-foto.


    WARSZAWA: Syv ud af ti polakker er utilfredse med regeringen, og kun 23 procent synes at den gør det godt i Polen.


    70 procent af polakkerne er utilfredse med den polske regering, og 59 procent mener at statsminister Ewa Kopacz gør det dårligt, mens 28 procent mener, at statsministeren gør det godt, det viser en meningsmåling fra TNS Polska.

    Stort forspring til PiS

    Ifølge en anden måling, der er gennemført af IBRiS for dagbladet Rzeczpospolita, er oppositionspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) nu oppe på 35 procents vælgertilslutning, mens det regerende parti Borgernes Platform, kun kan mønstre 24 procent af stemmerne. Polennu.dk vurdere, at fremgang især hænger sammen med at den kontroversielle partiformand og tidligere statsminister Jaroslaw Kaczynski, har meddelt at han ikke stiller op som statsministerkandidat.

    To nye partier

    Ifølge samme måling, vil det polske parlament vælge musikeren Pawel Kukizs parti ind med 13 procent, mens det nystiftede parti Det Moderne Polen, der er stiftet af økonomen Rysard Petru vil komme ind med 6 procents opbakning fra polakkerne.

    Farvel til de gamle

    Overraskende er det, at ingen af de gamle parti bliver genvalgt ifølge målingen. Regeringens koalitionspartner, Det Polske Bondeparti (PSL) og den Demokratiske Venstre Alliance (SLD) opnår ikke fem procent, og kommer dermed ikke i Sejmen.

    Systemskifte

    Holder meningsmålingen frem til valget den 25. oktober, så vil der formentlig blive tale om et større systemskifte i Polen, og det vil betyde, at Lov og Retfærdighedspartiet efter otte år i opposition, har en stor mulighed for, igen at træde ind i regeringskontorerne i Warszawa.

    PiS-præsident

    Den 6. august indsættes Andrzej Duda som præsident i Polen, han er opstillet og valgt af Lov og Retfærdighedspartiet.