Internt EU-slagsmål med krav om straf til Polen

EU-slagsmål Polen
Europa-Parlamentets formand David Sassoli vil indlede sag mod Europa-Kommissionen på grund af Polen. Her ses han sammen med kommissionens formand Ursula Von der Leyen. Foto: Daina Le Lardic, EU.

STRASBURG: Et nyt internt EU-slagsmål om Polen på vej. Europa-Parlamentet vil anlægge sag mod EU-kommissionen.


Der er et nyt internt EU-slagsmål på vej. Formanden for Europa-Parlamentet David Sassoli meddelte onsdag, at han har bedt parlamentets juridiske afdeling om at forberede en sag mod Europa-Kommissionen.

Sagen indledes, fordi de folkevalgte i det europæiske parlament, kræver at en ny mekanisme tages i brug overfor Polen. Mekanismen kan fratage et medlemsland penge hvis budgettet krænkes af den ene eller anden grund.

EU-slagsmål om penge

– EU-lande, der overtræder retsstatsprincippet, bør ikke modtage EU-midler. Vi har en mekanisme til det, men Europa-Kommissionen bruger den ikke. Derfor har jeg bedt vores juridiske afdeling om at forberede en retssag ved EU-domstolen for at sikre at håndhævelse finder sted, skrev David Sassoli på Twitter.

Efter et møde med lederne af de politiske grupper i parlamentet sagde han:

– Den Europæiske Union er et fællesskab der er bygget på principperne om demokrati og retsstatsprincippet. – Hvis de er truet i en medlemsstat, skal EU handle for at beskytte den, sagde parlamentsformanden.

– Forordningen, der blev vedtaget i december sidste år, giver EU mulighed for at suspendere betalinger fra EU-budgettet til medlemsstater, hvor retsstaten er i fare. Mit brev til parlamentets juridiske afdeling er en følge af en afstemning i parlamentets lovudvalg. Udvalget anbefaler at sagen bringes for EU-domstolen, sagde David Sassoli onsdag.

Topmøde torsdag og fredag

Torsdag og fredag er der topmøde med EU’s stats- og regeringschefer. Selv om konflikterne med Polen ikke er på dagsordenen, så vil Kaczynski-regeringens handlinger uden tvivl blive et af topmødets store emner. Tyskland, Frankrig og Spanien mener at der kan findes et kompromis med Polen, mens andre lande som f.eks. Danmark og Holland, står fast på at Polen ikke skal have penge, så længe man ikke vil respektere EU-lovgivningen og EU-domstolens afgørelser.

Det polske drama i EU fortsætter – nu med endnu større styrke.

LINK: Europa-Parlamentets pressemeddelelse om sagen

Mere om polsk politik og EU på dansk? Støt polennu.dk! Vælg mellem DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00