De store naturområder i Poznan området, er et kendt mødested for international handel med kostbare heste. Den internationalt anerkendte danske avler, der nu er afsløret i misrøgt, har stutteri i området – nærmere bestemt i byen Posadowo. Arkivfoto.
POZNAN: En international anerkendt dansk hesteopdrætter, er blevet afsløret i misrøgt af heste på sit stutteri i Polen.
Den danske hesteekspert John Byrialsen, der er særdeles kendt som avler, træner og formidler af top kvalitetsheste på internationalt plan, er midtpunktet i en særdeles grov vanrøgtsag af varmblodsheste i Polen.
Afsløret af medarbejder
En polsk medarbejder lagde film-optagelser fra stutteriet i Posadowo ved Poznan på YouTube for ti dage siden, og det fik de polske myndigheder til at gribe ind, skriver heste-nettet.dk. Offentliggørelsen har vakt stor bestyrtelse i polske avlerkredse og blandt dyreelskere.
Politi-sag
Forholdene på Byrialsens stutteri i Posadowo i Polen er ifølge de polske kilder så kritiske, at flere af hestene, efter en større lokal redningsaktion, ikke stod til at redde. Et stort antal heste er blevet fjernet af lokale dyreværnsfolk og det polske politi efterforsker nu sagen.
Travl mand
Byrialsen er øjeblikkeligt blevet påbudt at forbedre forholdene for de tilbageblevne heste på stutteriet i Polen.
– Jeg har haft travlt med alle mulige andre ting som….er uvæsentlige i forhold til det, der er sket her, siger den danske avler til det danske dagblad BT søndag. I samme artikel påtager han sig det fulde ansvar.
Dansk interesse
De polske myndigheders indgriben i sagen har fået de danske myndigheder til at se nærmere på forholdene i Byrialsens danske stutteri ved Skals i Jylland. Også her var forholdene kritisable, om end det ikke var så slemt som i Polen. 17 af de 300 heste blev taget ud, og underlagt særlig pleje.
Dagligdagen i Polen
Den nu tidligere staldpige, Milena – som har afsløret de kummerlige forhold – siger til det polske dagblad Gazeto Poznan:
– De gav os besked om at hestene kun skulle fodres en gang om dagen, og en dansker på stedet fastsatte minimumsrationer og kontrollerede at vi ikke gav dem mere. Mange af hestene var så udmattede at de ikke længere var i stand til at rejse sig. Når de ikke længere havde kræfter til at stå, væltede de omkuld og fik deraf følgende store sår.
Hestene faldt om
Når de prøvede at rejse sig, faldt de gentagne gange omkuld igen, indtil de ikke længere kunne rejse sig. I stedet for at afslutte deres lidelser, blev de udmattede og udsultede heste smidt ud på en fold og der fik de så lov at dø. Hver dag kom der en vogn for at hente de døde heste. Om det var til brug for et eller andet, eller om de blev kørt til destruktion, kan jeg ikke lige afgøre. Undtagelsesvist blev kun salgshestene fodret forsvarligt, siger den tidligere staldpige til avisen.
Tæt på konkurs
Den danske opdrætter skønnes at skylde 38 millioner kroner til kreditorer, og han har været ved at gå konkurs tre gange indenfor de senere år, skriver BT.
Strafferammen for dyremishandling af denne karakter er i Polen op til to års fængsel.