Polen har slået Kina i eksport af æbler

    Frugt_og_grønt_i_Gdansk_Polen_Iben_Mølgaard_Madsen_

    Polen solgt 1,2 millioner tons æbler i den forløbne sæson. Foto: Iben Molgaard Madsen..


    WARSZAWA: Polen eksporterede sidste år flere friske æbler end Kina og eksporten ser ud til fortsat at ville stige.


    Den internationale handel med friske æbler omfattede sidste sæson 8,2 millioner ton, svarende til en værdi af 6,4 milliarder euro, skriver Fresh Plaza, der er en portal, der analyserer frugt- og grøntsags-markedet. I sidste sæson, der løb fra efteråret til foråret, fik Polen solgt 1,2 millioner tons og placerede sig dermed foran Kina. De polske avlere regner ikke med, at de kommer til at give denne føring tilbage.

    Permanent vækst

    – Vores vækst i eksporten skal betragtes som en permanent tendens. Der findes ikke et land som kan tage førstepladsen fra os, for de store konkurrenter vokser ikke, forklarer Mirosław Maliszewski, formand for den polske frugtavlerforening i et interview med “Puls Biznesu”.

    Brug for nye eksportmarkeder

    Æbleavlere fra Kina producerer meget mere end Polen, men de fokuserer på den indenlandske efterspørgsel.

    – De polske frugtavlere støder på en barriere i den indenlandske efterspørgsel. Hvis ikke vi finder nye afsætningsområder, vil vi kun kunne øge produktionen med 5-6 procent årligt, siger Mirosław Maliszewski.