WARSZAWA: Massive demonstrationer overalt i Polen i protest mod Kaczynski-regeringens EU-politik og til fordel for EU-medlemskabet.
Rekord mange polakker deltog søndag i massive demonstrationer over hele Polen. I hovedstaden Warszawa vurdere de lokale myndigheder, at 100.000 deltog i protesterne. Det frie medie onet.pl beretter, at der var demonstrationer i 160 polske byer søndag. Det er de mest omfattende protester og demonstrationer i Polen, siden polakkernes kamp for frihed op gennem 1980erne.
Og de var der alle sammen. Kunstnere, politikere, skuespillere og repræsentanter fra hele Polen, var samlet i protester. Tidligere statsminister og EU-præsident Donald Tusk, der havde indkaldt til demonstrationen, var 20 minutter forsinket i sin tale foran Kongeslottet. Moddemonstrationer og et enormt deltagerantal, forsinkede talerrækken. Da Donald Tusk fik mikrofonen sagde han:
EU-alarm over forfatningsdomstolen
– Det kan ikke komme bag på nogen, at jeg på dette kritiske tidspunkt føler mig forpligtet til at slå alarm. Alarmen er udløst af beslutningerne fra “pseudo-forfatningsdomstolen” og regeringspartiet, der uden videre tog beslutningen om at fjerne Polen fra EU.
– Vi protesterer ikke kun mod, hvad myndighederne gør lige nu, men også for at vise, at vi er klar til ikke alene at demonstrere, men også at vinde. – Vi ved godt, hvorfor de vil forlade EU, faktisk er det for at krænke borgernes rettigheder og straffe os, krænke demokratiets grundprincipper og fortsætte med at stjæle uden skam, sagde Donald Tusk.
Efter Donald Tusk talte: Warszawa-borgmester Rafał Trzaskowski, tidligere statsminister Leszek Miller, Robert Biedroń og ledere fra KOD, Kvindestrejkerne og mange andre NGOer og sammenslutninger.
Partihovedkvarter bevogtet
Demonstrationerne er blevet fulgt tæt af store politistyrker, der kort før midnat også måtte barrikadere regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) partihovedkvarter i Warszawa. Der har været flere moddemonstrationer, da Kaczynski-tilhængere normalt demonstrere den 10. i hver måned, til minde om ofrene for Smolensk ulykken i 2010, der kostede præsident Lech Kaczynski livet i et hasarderet landsforsøg i Rusland.
EU protest: Største fjende af Polen nogensinde
I Gdansk var Lech Walesa, den tidligere præsident og helten fra strejkerne i Solidarnosc, på talerstolen. Han har tidligere udtalt, at han ikke fatter at EU lader Polens Kaczynski-regering ødelægge EU inde fra. Søndag sagde han på hovedgaden i Gdansk:
– De mennesker, der leder landet i øjeblikket, er en stor ulykke for Polen. Aldrig har nogen fjender uden for Polen, splittet nationen så meget, som denne regering, sagde Lech Walesa.
De kraftige reaktioner kommer efter at Polens forfatningsdomstol har fastslået, at den polske forfatning står over EU-lovgivningen og aftalerne i fællesskabet. Europa-kommissionen har efter dommen erklæret, at man vil tage alle midler i brug for at Polen overholder afgørelserne ved EU-domstolen. Handlingen er også beskrevet som Polens farvel til EU (Polexit).
87 procent af polakkerne er tilhængere af EU.