Stor polsk frihedskæmper er død 93 år gammel

    Wladyslaw_Bartoszewski_har_fået_livvagter_Polen_polennu

    Den populære polske professor og meget andet, Wladyslaw Bartoszewski, er død i Warszawa – 93 år gammel. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    WARSZAWA: Tidligere polsk Auschwitz fange, aktivist under Warszawa-opstanden og polsk frihedskæmper, journalist, udenrigsminister, historiker, forfatter og professor Wladyslaw Bartoszewski er død i Polen.


    En af det nyere Polens helt store helte, professor Wladyslaw Bartoszewski, er død i Warszawa, 93 år gammel. Tidligt fredag morgen informerede en talskvinde for regeringen om at den populære polak var blevet indlagt på et hospital i hovedstaden, og fredag aften kom meddelelsen om at den tidligere udenrigsminister, forfatter, aktivist, journalist, professor og meget andet var død.

    Sendt til Auschwitz

    Bartoszewski blev født i Warszawa den 19. februar 1922. Under Anden Verdenskrig blev han sendt til Auschwitz, men blev løsladt efter pres fra Polsk Røde Kors i 1941.

    Overlevede Warszawa Opstanden

    Han kom tilbage til Warszawa og var aktivist i Undergrundshæren, og var med i Warszawa opstanden i 1944, som han også overlevede. Han var også medlem af gruppen Zegota, der gemte og beskyttede jøder for nazisterne. For sin indsats er han blevet israelsk æresborger.

    Journalist og forfatter

    Bartoszewski arbejdede også som journalist, blandt andet for Radio Fri Europa, der sendte vestlige informationer ind over det daværende Jerntæppe under kommunismen. Han har skrevet 1.500 artikler, og gennem sit forfatterskab har han udgivet 40 bøger, hovedsagligt om Warszawa Opstanden, de polsk-jødiske relationer og de polsk-tyske relationer. Han var endvidere formand for Auschwitz-fonden.

    Minister og ordner

    Han var udenrigsminister to gange under Oleksy og Buzek regeringerne.

    Wladyslaw Bartoszewski har blandt andet modtaget den fineste polske orden den Hvide Ørn, og hans død har fået den polske præsident, regeringschefen og den polske EU-præsident til at skrive mindeord, hvor de erindrer polakkerne om, hvad den afdøde professor har betydet i kampen for Polens selvstændighed og for polakkernes frihed.