Grå ulv. Arkivfoto
KØBENHAVN: Nye DNA-analyser har afsløret ophavet på de tre hanulve, der har huseret i Midtjylland de seneste par måneder.
En DNA-undersøgelse har for nylig afsløret, at der har færdedes tre hanulve i Midtjylland de seneste par måneder, skriver zoolog Mogens Trolle, Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet i videnskab.dk.
To fra Polen
Ved hjælp af det tyske forskningsinstitut Senckenbergs omfattende DNA-register over de tyske ulve såvel som et mindre udvalg af polske var Liselotte Wesley Andersen fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet i stand til at afgøre, at den ene af disse ulve kom fra Østtyskland – den viste sig faktisk at være en yngre halvbror til Thyulven – mens de to andre med al sandsynlighed kommer fra Polen.
11 ulvepar i Vestpolen
Den seneste opgørelse over kendte ulveforekomster i Vestpolen viser talrige ulveflokke, som vores hanulve kan være kommet fra.
760 km fra Midtjylland
Udover 17 ulvepar/ulvekobler, der lever i et større sammenhængende område på grænsen mellem Tyskland og Polen (hvorfra Thyluven stammede), findes der mindst 11 ulvepar i Vestpolen i en afstand af 760 kilometer fra Midtjylland.
Ulve på langdistance
En march på 600-800 kilometer plus det løse ville naturligvis være noget af en stroppetur for os mennesker, men for mange pattedyr er det inden for det helt normale.
Den lille polarræv tilbagelægger ofte over 2.000 kilometer om året, og både isbjørnen og rensdyret vandrer regelmæssigt over 5.000 kilometer årligt. I dette selskab hører også ulven, der er en af dyrerigets helt store langdistance-vandrere.
I 2009 fulgt man en etårig hanulv fra Østtyskland udstyret med radiohalsbånd på 47 dage tilbagelægge over 1.550 kilometer.