Spændende værker, et godt arrangement og det gode vejr, sikrede arrangørerne et stort fremmøde ved ferniseringerne på de to polske kunstudstillinger i Lejre.
’Warmia i Lejre’ er titlen på en række polske arrangementer indenfor kultur, der gennemføres i maj. Byens borgmester Flemming Jensen, åbnede den første udstilling i går.
Polske Dage – er det overordnede tema for en række af kulturelle arrangementer omkring Lejre midt på Sjælland.
Musik, film og foredrag
DR-journalisten Jan Jakob Floryan holder foredrag om det polske område Warmia, Katyn-filmen vises i Hvalsø bio og der opføres en Chopin-koncert. Det er blot nogle af de arrangementer, som frivillige kræfter i Lejre har stablet på benene.
11 kunstnere
Elleve polske kunstnere udstiller igennem maj deres værker i Kirke Hyllinge og i Hvalsø. Tre af udstillerne – Mira Smerek-Bielecka, Elzbieta Milowicz og Marek Swiatecki udstillede også for fire år siden i Lejre, og de var også med til indvielsen i går, da Lejre Kommunes borgmester Flemming Jensen (V) indviede løjerne.
Dagens musikalske bidrag stod Roskilde Studenterkor for.
Warmia
Provinsen Warmia ligger i det nordlige Polen, og er en del af det tidligere tyske Østpreussen.
Læs mere om arrangementerne i forbindelse med ’Warmia i Lejre’ her.
Se plakaten for ‘Warmia i Lejre’ i PDF format her under.